Handikap

Cecilie Krogh fra Aalborg Universitet har lavet en undersøgelse der viser, at jobsøgende i kørestol skal sende dobbelt så mange jobansøgninger for at komme til samtale, hvis de nævner at de er handikappede i deres ansøgning. Cecilie Krogh sendte 1200 fiktive jobansøgninger til forskellige stillinger, og 8% af de ansøgere der sad i kørestol kom til samtale mod 17% af dem, som ikke skrev noget om handikap.

Det har siden 2005 været forbudt at diskriminere på grund af handikap, og arbejdsgiverne gør det heller ikke bevidst. Men man bliver ramt af ubevidst bias. Arbejdsgivere føler sig ligesom alle andre mest trygge ved mennesker, der minder om dem, de kender. Og derfor kan de komme til at foretrække personer, der minder om dem selv, og fravælge personer, der er anderledes, uden at de selv er klar over det.

Så vores anbefaling er, at man ikke nævner noget om kørestol eller andre handikap i sin ansøgning. Gem det i stedet til jobsamtalen, hvor det er meget nemmere at fortælle om hvilke hjælpemidler, der findes, og hvorfor det ikke er noget problem, at man er handikappet. Husk at jobansøgningen ikke skal give dig jobbet, jobansøgningen skal bare være en appetitvækker, der får dig til jobsamtale.
Læs artiklen på Videnskab.dk

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen