Falske invitationer til jobsamtaler

De falske SMS-beskeder med invitationer til jobsamtaler fortsætter. Vi gør hvad vi kan for at stoppe angrebene, og det er foreløbig lykkedes os at få lukket to falske websites. Vi har stor glæde af, at I sender eksempler på de falske phishing-beskeder til support@jobindex.dk.

Det er ikke lykkedes os at komme i kontakt med politiet, hverken med afdelingen for it-kriminalitet eller med presseafdelingen. Hvis du er kommet til at afgive dine NemID oplysninger og har mistet penge fra din bankkonto, kan du anmelde det på siden:
Anmeld økonomisk svindel på nettet

Du skal også ændre dit NemID og kontakte din bank med det samme, så de kan spærre din konto og stoppe betalingerne. Jobindex yder juridisk bistand, hvis du får problemer med din bank på grund af phishing-mails om jobtilbud, uanset hvilket jobsite, du har brugt.

Beskederne er meget realistiske. I modsætning til politiet, så har svindlerne en chat-funktion, hvor de hjælper dig med at afgive dine oplysninger. Opgiv aldrig NemID eller kreditkort, når du søger job. Og hold dig til danske jobsites, der laver kvalitetssikring af jobannoncerne.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen