Falske phishing-beskeder

Det er ikke bare Jobindex, der er ramt af falske phishing-beskeder. Jobnets brugere har også oplevet at modtage meget realistiske SMS'er eller mails med falske invitationer til jobsamtaler. Det kan du læse meget mere om på siden: Phishing-angreb mod Jobnet

Beskederne er meget realistiske, og man bliver bedt om at logge ind og booke en jobsamtale. I visse tilfælde kommer man også ind på en chat-funktion. Undervejs bliver man bedt om at logge ind med sit NemID, som svindlerne så kan bruge til at logge ind på ens bankkonto.

Vi gør hvad vi kan for at stoppe angrebene, og vi har stor glæde af jer, der sender eksempler på phishing-beskeder til support@jobindex.dk. Det betyder, at vi kan følge med i angrebene og har fået lukket nogle af de falske websites, som de linker hen til. Så tusind tak for det!

Hvis du har afgivet dit NemID eller bankoplysninger, så skal du ændre dit NemID og kontakte din bank med det samme, så de kan spærre din konto og stoppe betalingerne. Vi yder juridisk bistand, hvis du får problemer med din bank på grund af phishing-mails om jobtilbud.

Vær forsigtig med at afgive personlige oplysninger, når du bliver kontaktet over internettet. Opgiv aldrig NemID eller bankoplysninger, når du søger job. Og hold dig til danske jobsites, der laver kvalitetssikring af jobannoncerne og yder juridisk bistand, hvis noget går galt.
Læs mere på Jobnets hjemmeside

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen