Hvor er jobbene henne?

Mette Frederiksen holdt pressekonference i går aftes, hvor restriktionerne blev forlænget til slutningen af februar måned på grund af den britiske mutantvirus. Så storcenter, restauranter og biografer må fortsat holde lukket. Men heldigvis er der job i mange andre brancher. Nogle brancher er hårdt ramt, men det samlede antal jobannoncer er på samme niveau som i januar sidste år.

Så hvor er jobbene henne? Sundhedssektoren har naturligvis haft fremgang på grund af pandemien. Men resten af den offentlige sektor er også stort set uberørte af Corona. Der er lige så mange jobannoncer for skolelærere og børnehavepædagoger, som der plejer at være på dette tidspunkt.

Medicinalbranchen, it-branchen og ingeniørfirmaerne klarer sig også fint og slår mange stillinger op. Men der er også job indenfor andre brancher. Nogle brancher er ramt af at den udenlandske arbejdskraft har svært ved at komme til Danmark, så de mangler medarbejdere i øjeblikket.

Der er mange, der har mistet deres job, og hvis man skal skifte branche, så tager det naturligvis noget tid at finde et nyt job. Men det samlede antal jobannoncer ligger på et pænt niveau. Det er slet ikke som i foråret, hvor der kun var halvt så mange ledige stillinger som nu.

Se tallene i jobbarometeret

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen