Jobindex får støtte af Innovationsfonden

Der er godt nyt til de mange danskere, der årligt navigerer i jobsøgningsjunglen. Et nyt 3-årigt forskningsprojekt går i gang med at knække koden til at matche jobsøgende med de rigtige job. Projektet bliver støttet af Innovationsfonden med 7 mio. kr.

Hvis du taster dit CV ind på Jobindex, så har vi rekrutteringskonsulenter ansat, der manuelt matcher dit CV med nogle af de jobannoncer som vores kunder indrykker. Forskningsprojektet går ud på at lave nogle programmer, der skal hjælpe vores rekrutteringskonsulenterne ved at komme med forslag til jobmatch v.h.a. kunstig intelligens.

Der sidder forskere verden over og arbejder med at lave sådanne systemer. Men med de unikke data fra Jobindex tror forskerne på, at de kan knække koden til at skabe et brugbart værktøj, som vil kunne hjælpe de mange jobsøgende. Det bliver til en it-løsning, som aldrig er set før, siger professor ved Københavns Universitet, Christina Lioma.

"Systemet bliver bygget på den samme slags algoritme, som Netflix og Spotify bruger til at anbefale nye film og ny musik på baggrund af tidligere forbrugsmønstre. Ved at kigge på jobhistorik, bopæl og personlige præferencer for arbejdspladskultur vil algoritmen kunne skræddersy sine anbefalinger af job," siger lektor ved Aalborg Universitet, Toine Bogers.

"I dag foreslår vores systemer job blandt andet ud fra, hvad man tidligere har kigget på. Det nye system skal foreslå job, hvor man er et godt match, og som man har en god chance for at få. Vi har over 20.000 jobannoncer og 200.000 CV'er på Jobindex, og vi glæder os til at kunne tilbyde et nyt system, som vil hjælpe vores brugere til at finde job, de ellers ikke ville have fundet", siger Kaare Danielsen, direktør i Jobindex.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen