Lønkompensationen bliver forlænget til 29. august

Arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at forlænge hjælpepakken med lønkompensation til den 29. august, og det er en rigtig god ide. På den måde undgår man, at en masse mennesker bliver afskediget lige før sommerferien. For selvom der er kommet mere gang i jobmarkedet, så er vi stadig langt fra tilbage på niveauet før krisen. Så det er en god beslutning.

Det betyder til gengæld også at vi kan risikere, at der kommer en masse flere ledige efter sommerferien. Så for dig som søger job, er det en rigtig god ide at finde et job nu. Selvom der er ca. 25% færre betalte jobannoncer på Jobindex, så er der stadig 75% tilbage. Og det offentlige er tilbage på niveauet før krisen. Så chancerne er nok bedre nu end senere.

Og der er faktisk mange job at søge. Jobmarkedet ser meget mere normalt ud i juni end det gjorde i april måned. De offentlige stillinger er som sagt tilbage, men der er også mange private virksomheder f.eks. indenfor medicinalbranchen og it-branchen, der rekrutterer. Så send nogle ansøgninger allerede i dag. Det bliver sandsynligvis kun sværere efter sommerferien.
Se juni måneds nye jobannoncer

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen