Find ud af hvad du vil

Hvis du er en af vores nye brugere, som er blevet jobsøgende indenfor de seneste par uger, så står du overfor en længere proces, der formodentlig vil tage et par måneder. Og første skridt i processen er at finde ud af, hvad man egentlig gerne vil.

Et jobskifte er et godt tidspunkt at overveje, hvad man egentlig har lyst til at arbejde med. Det mest naturlige er at finde et job der ligner det, man havde før, men det er ikke nødvendigvis den rigtige beslutning. Det kan være at det job, man havde før, ikke længere er en realistisk mulighed, og det kan være, at man i virkeligheden har lyst til at prøve noget helt andet.

Der er alt for mange, der bruger en masse tid på et arbejde, de egentlig ikke er særlig tilfredse med. Men når man først har valgt et karrierespor, er det alt for nemt at blive ved med at følge dette spor. Alt for mange går gennem det meste af livet uden egentlig rigtig at overveje, hvad de vil.

Torben Lausten beskriver i sit bog "Kan vingerne bære?" en meget god øvelse: tag et stort stykke papir og skriv alle de forskellige arbejdsopgaver, du har arbejdet med i dine tidligere job. Tag derefter et nyt stykke papir, og skriv alle de ting du beskæftiger dig med i din fritid, og et tredje stykke papir til alle de ting du arbejdede med, da du studerede og den gang du var barn.

Når du er færdig med de tre stykker papir sætter du en sort ring rundt om alle de arbejdsopgaver, som du egentlig ikke syntes om og havde lyst til at lave, men som du gjorde af pligt fordi du var nødt til det. Hvis der er alt for mange sorte ringe omkring dine nuværende arbejdsopgaver har du naturligvis et problem. Men forhåbentlig er der ikke alt for mange sorte ringe. Tilbage er de arbejdsopgaver, som du egentlig godt kan lide. Disse arbejdsopgaver tegner du også ringe omkring: rød for alle de arbejdsopgaver, der har med mennesker at gøre, blå for de arbejdsopgaver, der har med ting at gøre, og grøn for alle arbejdsopgaver, der vedrører data og informationer.

Når du kigger på de tre stykker papir vil der formodentligt være en farve, der dominerer, og det er forhåbentlig ikke den sorte. Hvis du er en meget udadvendt person, der elsker at være sammen med andre mennesker, vil det være den røde farve, der dominerer. Hvis du elsker at arbejde med gamle radioer eller gamle biler er det formodentlig den blå farve, der dominerer. Og hvis du som jeg elsker at arbejde med data og software er det formodentlig den grønne farve, der dominerer.

Pointen med øvelsen er, at du skal finde et job, der passer til dine evner og interesser. Hvis du er en udadvendt person, men er havnet i et job, hvor du sidder alene og analyserer data, så har du et problem. Du har også et problem, hvis du interesserer dig for ting eller informationer, men er havnet i en lederrolle, hvor du skal have med mennesker at gøre. Hvis det, du laver på dit arbejde, ikke stemmer overens med det, du laver i din fritid, så kunne det være et tegn på, at du er havnet på den forkerte hylde.

Vi har også en persontypetest, der kan hjælpe dig med at blive klogere på hvilken persontype, du er, og hvilke typer af job, der vil passe godt på dig. Den tager kun 5 minutter og findes også som en app, man kan downloade. Under alle omstændigheder er det en god ide at bruge lidt tid på at overveje, hvad man gerne vil. Det er først når du er klar over hvad du vil, at du er klar til at søge job.
Prøv persontypetesten på Jobindex

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen