Fra generalist til specialist

Microsoft er et af verdens største og mest succesfulde it-firmaer og nummer 3 på listen over de mest værdifulde selskaber i USA. Alligevel afskedigede Microsoft i sidste uge 4000 medarbejdere, heraf 30 i Danmark.

Der er ikke tale om at Microsoft skal skære ned, eller om at der er noget galt med medarbejderne. "Det er dygtige folk, og der er slet ikke noget galt med dem, og jeg er helt sikker på, at de nok skal få nogle gode jobs et andet sted. De har bare haft nogle roller, som vi skærer ned for," forklarede direktør Marianne Dahl Steensen til Computerworld.

Men der var tale om "generalister og relationsfolk", og det er ikke længere nok at være generalist eller at være god til at skabe relationer til folk. I stedet leder Microsoft efter medarbejdere med dybere tekniske kompetencer og industri-specialister, der forstår industrierne i dybden.
Læs historien i Computerworld

Det er ikke kun Microsoft, der går fra generalister til specialister. Det er en trend, som vi kan se på hele jobmarkedet. Der bliver færre generaliststillinger, og de få generaliststillinger, der er tilbage, får nogle gange flere hundrede ansøgninger. Til gengæld bliver der flere specialiststillinger med komplicerede tekniske krav, og de får ofte meget få ansøgninger.

Det er formodentlig en trend, der vil forsætte, for teknikken bliver mere og mere kompliceret. Så jo mere teknisk og specialiseret man er, jo færre ansøgere er der alt andet lige til jobbene, og jo nemmere er det derfor at få et job, også selvom der er færre job, man kan søge.

Når man skriver ansøgninger, er det derfor en god ide at beskrive sig selv som specialist og ikke som generalist. Så lad være med at skrive, at du har haft mange forskellige typer af job og kan løse alle typer af opgaver. Læg i stedet mere vægt på at skrive om de områder, hvor du har en særlig viden eller kompetence, som er relevant for jobbet. For det er nemmere at få job som specialist end som generalist.
Læs artiklen "Blæksprutterne uddør"

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen