Velkomst til de nye studerende

Der er rekordmange nye studerende i år, og i går holdt jeg tale for de nye studerende på datalogistudiet, hvor jeg fortalte om hvad man kan få af job, når man er færdig med studiet. Det var dejligt at møde en masse glade og spændte unge mennesker, der starter en helt ny fase af deres liv. Og for de datalogistuderende er alle muligheder åbne. Der er ikke mange andre studier, der giver så mange forskellige muligheder. Man kan blive forsker på universitetet, få job i det private erhvervsliv, rejse til udlandet eller starte sit eget firma, og dimittendledigheden er næsten ikke eksisterende.

HR-direktør i Dong Energy Hanne Blume skrev i sidste uge en velkomst til de nye studerende, hvor hun fortalte at man skal nyde studietiden og lade være med at gå for meget op i karaktererne, for virksomhederne kigger alligevel ikke så meget på karaktererne, når de skal ansætte, og det er også rigtigt. Virksomhederne kigger til gengæld meget efter hvad man har studeret. Man har de bedste jobmuligheder, hvis man har læst naturvidenskab eller ingeniør, og virksomhederne vil rigtig gerne ansætte en, som har skrevet speciale indenfor det område, som de beskæftiger sig med. Og hvis man har haft et studierelevant job undervejs i studierne, kan man ofte få job i samme virksomhed, når man er færdig.
Læs Hanne Blumes velkomst til de studerende

Så mit budskab til de studerende var også, at de skulle benytte chancen til at suge til sig af viden, gerne rejse et halvt år til udlandet, få et studierelevant studiejob, og frem for alt nyde studietiden. Og sidst men ikke mindst sørge for at få sig en masse gode venner på studiet, for det er i høj grad det sociale fællesskab der afgør, om man har en god studietid, og om man gennemfører studiet. Derefter tog de af sted på rustur, og det er nok tvivlsomt, om de kan huske nogle af mine gode råd, når de kommer tilbage, men de klarer sig nok alligevel.

Held og lykke med jobsøgningen!

Mange hilsner Kaare Danielsen