Jobannonce: International udviklingskonsulent

Ungdommens Røde Kors

International udviklingskonsulent

København

Brænder du for at skabe samfundsforandringer gennem ungefokuserede og involverende udviklingsindsatser i Danmark og ude i verden? Er din rygsæk fyldt med solide internationale erfaringer og evner? Så er det måske dig, vi er på udkig efter!

Som udviklingskonsulent i Ungdommens Røde Kors skal du brænde for at skabe samfundsengagement og -forandringer gennem aktivt medborgerskab og sociale aktiviteter drevet af unge – målrettet børn og unge i sårbare situationer.

Du vil blive en del af et stærkt hold bestående af ansatte og frivillige. Din opgave bliver primært teknisk rådgivning til udsendte delegater og partnere samt udvikling og projektledelse af internationale programmer og initiativer. Du vil have dine egne internationale områder, som du er ansvarlig for, men du indgår i et team med dygtige kollegaer, hvis forskellige kompetencer løbende kan sættes i spil til at understøtte den internationale indsats.