Jobannonce: IT-datateknikerelev med speciale i infrastruktur til team IT-Service

Erhvervsstyrelsen

IT-datateknikerelev med speciale i infrastruktur til team IT-Service

København

Vil du være med til at sikre en god IT-drift i Erhvervsstyrelsen? Så er du måske vores nye elev!

Team IT-Service består af 18 medarbejdere. IT-Service supporterer og drifter Erhvervsstyrelsens ca. 600 servere. Styrelsens systemlandskab er komplekst med mange forskellige fagsystemer og forretningsapplikationer, hvoraf mange er egenudviklede. Systemerne driftes både eksternt og internt.

Vi kan tilbyde en 5-årig uddannelse som IT-datateknikerelev med speciale i infrastruktur med 28 ugers teoretisk undervisning på TEC.

Du vil indgå i et engageret team af systemadministratorer, der i fællesskab sikrer driften af Erhvervsstyrelsens IT-systemer. Som elev vil du blive tilknyttet vores Linuxteam, og hvis lysten og kompetencer er til stede er der muligheder for at arbejde med Kubernetes.