Jobannonce: Garvet klima- og energikonsulent med et grønt hjerte, der banker for at indfri Gentofte Kommunes nye ambitiøse klimaplan

Gentofte Kommune

Garvet klima- og energikonsulent med et grønt hjerte, der banker for at indfri Gentofte Kommunes nye ambitiøse klimaplan

Charlottenlund

Er du en eminent netværker, der samtidig stortrives med tekniske termer og begreber? Og har du en pioner i maven, der vil være med til at opbygge en ny enhed, der skal sikre, at vores klimaplan bliver en realitet? Så er du måske vores nye kollega i Klima, Miljø og Teknik.

Vi søger en kollega, som kan være med til at løfte kommunens indsats på energiområdet ved bl.a. at involvere borgere, foreninger og virksomheder i energibesparelser samt samarbejde med forsyningsselskaber som CTR og Gentofte Fjernvarme om grøn fjernvarme. Du kommer til at arbejde med en bred vifte af opgaver sammen med både kollegaer i Klima, Miljø og Teknik, og de mange eksterne samarbejdspartnere. Du skal derfor trives i og være god til at samarbejde på tværs, og opdyrke netværk bredt indenfor og udenfor kommunen.