Jobannonce: Fundraisere til telemarketing

Gigtforeningen

Fundraisere til telemarketing

Vil du være med til at gøre en forskel for de ca. 700.000 danskere, der lever med en gigtsygdom? Vi søger dygtige fundraisere, der kan indgå i vores interne telemarketingafdeling 10-12 timer ugentligt.

Du og dine kolleger indgår som en vigtig del af vores Fundraisingafdeling, og med telefonen som vigtigste redskab skal du kontakte nuværende og kommende medlemmer af Gigtforeningen for at sikre den fortsatte vækst i antal medlemmer og støtte. Du bliver en del af en meningsfuld og dynamisk arbejdsplads med et phonerteam på 6 medarbejdere, hvor du er med til at gøre en forskel for vores nuværende og kommende medlemmer og bidragsydere.

Organisatorisk arbejder alle medarbejdere i Intern Telemarketing fra egen bopæl. Der kan forekomme mødeaktivitet mv. på Gigtforeningens Sekretariat i Gentofte. Vi sørger naturligvis for, at du får fuld oplæring i Gigtforeningens daglige arbejde, så du er godt klædt på til stillingen.