Jobannonce: Solrød Kommune søger handicapledsagere

Solrød Kommune

Solrød Kommune søger handicapledsagere

Solrød Kommune søger ledsagere til voksne i alderen 18-67 år, som på grund af fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, ikke kan færdes alene uden ledsagelse.

Så har du lyst til at hjælpe et menneske med en funktionsnedsættelse? Kan du lide at dele gode oplevelser med andre, såsom at komme ud og opleve vores skønne natur, deltage i kulturelle arrangementer eller gå i biografen, så er jobbet som ledsager måske noget for dig?

Ledsageopgaven afspejler den enkeltes handicap og ledsagebehov. Opgaverne kan f.eks. være at støtte borgeren i at færdes udendørs, manøvrere en kørestol ved smalle passager, hjælpe borgeren på toilettet, hjælpe til under omklædning i svømmehal eller tage varer ned fra hylderne under indkøb. Det kan også være at tage med på ture ud i naturen, i biografen eller til andre forlystelser. For borgere der har svært ved at gøre sig forståelige over for fremmede, kan ledsageren hjælpe til med kommunikationen.