Jobannonce: Pædagogmedhjælper til Herluf Trolle Børnehus

Hillerød Kommune

Pædagogmedhjælper til Herluf Trolle Børnehus

En pædagogmedhjælper med lyst og mod på at være en del af noget nyt.

Jeg søger en pædagogmedhjælper på 35-37 timer, som kan se sig selv i at være med til bygge en ny kultur og en ny personalegruppe op, og som kan tåle, at noget ikke er, som det plejer.

Jeg søger en pædagogmedhjælper til det nye børnehus ”Herluf Trolle Børnehus”, som åbner dørene op for børn d. 1.2 2021. Vi åbner i første omgang i et fint pavillonbyggeri med plads til 70 børn, både vuggestuebørn og børnehavebørn. Vi forventer at vi rykker over i det permanente nybyggende hus, som bliver bygget på nabogrunden, i foråret 2022.

Den første tid vil vi som helt ny gruppe skulle arbejde med at finde hinanden og arbejde med udvikling af pædagogisk retning og udvikle et praksisfællesskab og få indsigt i hinandens kompetencer.