Jobannonce: Miljøteknologpraktikant

Hillerød Forsyning

Miljøteknologpraktikant

Skal du i gang med den praktiske del af miljøteknologuddannelsen, og har du lyst til at arbejde med affald inden for den spændende forsyningsverden, så er det måske dig, vi søger.

Hillerød Forsyning søger en miljøteknologpraktikant til opgaver primært i Hillerød Affaldshåndtering A/S, men med mulighed for at komme rundt i flere forsyningsarter, alt efter interesse.

Du vil arbejde tæt sammen med forsyningens affaldsplanlæggere og være med i en omskiftelig hverdag med mange forskellige projekter inden for affaldsområdet. I 2021 skal vi bl.a. lave kampagne om farligt affald, nyhedsbrev til husstandene i Hillerød, evaluere på forsøg med sortering i kommunens institutioner og svare på henvendelser fra vores kunder.

Du vil desuden blive introduceret til de forskellige dele af Hillerød Affaldshåndtering A/S, som ud over planlægningsafdelingen består af genbrugsstationen, genbrugshuset, skraldemændene og kundeservice.