Jobannonce: Leder til Hillerød Jobcenter

Hillerød Kommune

Leder til Hillerød Jobcenter

Brænder du for ledelse og for at stå i spidsen for den videre udvikling og drift af sygedagpenge- og jobafklaringsindsatsen samt for driften af kommunens rehabiliteringsteam og pensionsafgørelser?

Du får ansvaret for at sektionen ”Fastholdelse” kan levere en kvalificeret og resultatorienteret service til de mange borgere og virksomheder, som Jobcenteret samarbejder med. Samtidig skal du sikre, at Fastholdelse er velfungerende både indadtil og udadtil samt har fokus på resultatopfølgning og brugertilfredshed.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte den overordnede faglige og strategiske drift i forhold til borgere på sygedagpenge- og jobafklaring. Du skal stå i spidsen for en gruppe fagligt dygtige og ansvarsbevidste medarbejdere og du vil blive personaleleder for en gruppe medarbejdere, der forventer, at du er god til at sætte rammer og retning i en inddragende ånd.