Arla Foods amba

Arla Foods amba er en dansk-registreret international andelsmejeri-koncern. Selskabet fik sit nuværende navn efter en fusion mellem danske MD Foods og det tidligere svensk ejede Arla i 2000, senere er koncernen vokset gennem opkøb og fusioner i Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien, Sverige og Luxembourg. I 2013 havde Arla Foods en omsætning på 73,6 mia. danske kroner, 12.629 andelshavere og en mælkemængde på i alt 12,7 mia. kg indvejet mælk.[2] Der var i 2013 i alt 19.577 medarbejdere fordelt på mere end 10 lande.

Koncernens omsætning på 73,6 mia. DKK gør den til Nordeuropas største mejeri-koncern og til Europas 5. største og Verdens 6. største mejerikoncern.

Arla Foods er det klart største medlem af brancheorganisationen Mejeriforeningen og har en markedsandel på omkring 90 % af dansk produceret mælk.

Arla Foods er verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

 

Kilde: http://wikipedia.org, hentet den 24-09-2015