Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Jobindex vil fungere korrekt.
Gældsstyrelsen
Vi hjælper Danmark ud af gæld
Vil du være med til at løse en stor og vigtig samfundsopgave? Så er du måske den næste, vi kan byde velkommen i Gældsstyrelsen. Hos os kommer du til at arbejde sammen med dygtige og engagerede kolleger, som alle er drevet af det samme mål: vi skal sikre, at borgere og virksomheder betaler deres gæld til det offentlige – og vi skal gøre det så let som muligt at betale.
Gældsstyrelsen er sammen med resten af Skatteministeriet med til at lægge fundamentet for det danske velfærdssamfund. Vi har borgere og virksomheder i centrum i alt, hvad vi gør – og vi gør os umage for at være en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til at være ansat i mange år.
Vi er statens inkasso
Uanset om en borger skylder penge for en parkeringsbøde, moms eller underholdsbidrag, så er det vores opgave at få balance i regnskabet. Vi inddriver penge på vegne af hele det offentlige Danmark, og borgere og virksomheder kommer i kontakt med os, hvis de ikke reagerer på henvendelser fra de myndigheder, der har penge til gode. Vi har vidtgående værktøjer til rådighed. Vi kan eksempelvis trække borgere i løn ved at sætte deres trækprocent op eller få virksomheders kunder til at betale os, i stedet for de fakturaer, de skulle have betalt virksomheden.
Så hårde midler kommer med et ansvar, for at være ekstra ordentlige. Det betyder, at vi og fordringshaverne skal være meget tydelige om de konsekvenser, der er på vej, allerede inden sagen lander hos os. Når man er i kontakt med Gældsstyrelsen, er det alvor. Det skal stå helt klart for borgerne, så de får en mulighed for at undgå det.
Hos os får du høj faglighed og fællesskab
Som ny i Gældsstyrelsen bliver du en del af et stærkt fællesskab fra første færd. Og du får rum til at dyrke din faglighed, hvad enten du er specialist inden for dit område, arbejder på tværs af organisationen eller går ledervejen. Der er mange karriereveje i Gældsstyrelsen, og vi prioriterer faglig og personlig udvikling højt. Vi ser også positivt på internt jobskifte, fordi det er med til at styrke og videreudvikle vores viden bedst muligt.
Vores arbejdsmiljø er kendetegnet ved høje ambitioner, stor fleksibilitet og sammenhold. Vi er i dag lidt flere end 1600 medarbejdere, som er fordelt på forskellige lokationer i hele landet. Vi fokuserer på at fungere som et hold, og vi hjælper hinanden til at blive bedre. Gode kolleger skaber gode arbejdsdage og gode resultater. Vi er ét hold – her får du kolleger, der bakker dig op.
Sådan kommer du godt fra start
I Gældsstyrelsen lægger vi vægt på, at du som nyansat kommer godt fra start. Vi tilrettelægger derfor et grundigt velkomstprogram, hvor du får et bredt indblik i din nye arbejdsplads og de opgaver, du skal være med til at løse. Du bliver desuden knyttet sammen med en erfaren makker fra dit kontor, som du kan støtte dig til fagligt og socialt igennem hele introduktionsforløbet.
Du vil også hurtigt opleve, at vi tager din trivsel alvorligt. Vi måler løbende på medarbejdernes tilfredshed for at sikre, at vi er på rette kurs. Vores målinger viser, at medarbejderne oplever en høj grad af arbejdsglæde og engagement, og det giver både grund til stolthed og høje ambitioner for at bygge videre på de flotte resultater. Lyder det som noget for dig? Så hold øje med de ledige stillinger, som bliver slået op på Jobindex og vores hjemmeside www.gaeldst.dk