Boliggården

Boliggården – et alment boligselskab i smukke historiske omgivelser

En rar arbejdsplads

Under taget af den smukke gamle stationsbygning tæt på Helsingør centrum finder du Boliggårdens administration. Her holder 35 af vores i alt 130 dedikerede medarbejdere til – resten har deres daglige gang i vores mange boligafdelinger rundt om i Helsingør kommune.

Som arbejdsplads favner vi bredt og har både økonomimedarbejdere, boligrådgivere, byggeri- og projektledere, ejendomsfunktionærer, sekretariats-, kommunikations- og udlejningsmedarbejdere samt driftsledere ansat. Selvom vi ikke alle arbejder under samme tag, er sammenholdet og dagligdagen præget af et solidt overblik – og så er vi et rigtig rart sted at arbejde, hvis vi selv skal sige det.

Det er nemt at komme til Helsingør med både motorvej og Kystbanen lige til døren, og du er garanteret en arbejdsplads i dejlige omgivelser lige meget hvor hos Boliggården, du kommer til at arbejde.

Kvinde med headset

Vi har tillid og nærvær i fokus

”Hos Boliggården er der rigtig god mulighed for at få indflydelse på egne opgaver, og samtidig er der plads til at kunne udvikle sig både personligt og professionelt. Jeg har arbejdet her i et år nu og er i høj grad blevet mere serviceminded, struktureret og imødekommende. Det bedste ved mit arbejde er det tætte samarbejde med mine kolleger og muligheden for en personlig kontakt til beboerne,” siger driftsleder Dennis Nordahl Autzen.

Hos Boliggården har vi stor tillid til vores medarbejdere. Brænder du for et projekt, så bruger vi dine kompetencer og sætter handling bag idéerne. Det skaber nemlig både fremdrift i virksomheden og medarbejderglæde.

Herudover gør vi meget ud af samarbejdet. Det er vigtigt, at vi kender hinanden på kryds og tværs af virksomheden og altid ved, at vi kan komme til hinanden, også selvom vi er placeret på flere forskellige lokationer. Som medarbejder skal du kunne føle nærværet til både kollegaer og chefer.

Et boligselskab med proaktivt fokus

Vi er en nonprofitorganisation og har i alt 6.000 boliger, som vi vedligeholder og servicerer. Samtidig bygger vi nye boliger. Vores målsætning er at være det gode og anerkendte lokale boligselskab i Helsingør.

Vi lægger stor vægt på beboerdemokratiet og er selvfølgelig en del af BL – Danmarks Almene Boliger. For at fastholde beboernes ret til at blive hørt, arbejder vi for udvikling af demokratiets muligheder og beboernes indflydelse på forandringer. På den måde håber vi også at gøre den aktive deltagelse endnu mere attraktiv for vores beboere.

Desuden har vi løbende fokus på at modernisere og effektivisere vores drifts- og administrationsprocesser, så vi bruger færre ressourcer, hvilket i sidste ende kommer beboerne til gode.

For at kunne fastholde Boliggården som en ordentlig og attraktiv arbejdsplads sørger vi altid for at tage rigtig godt imod nye medarbejdere. Vi ved nemlig, at en god start er alfa og omega for den fremadrettede trivsel.

Har vi vakt din nysgerrighed?
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside.