Nordic Sugar A/S
Nordic Sugar – en af Europas største sukkerproducenter
I Nordic Sugar producerer vi sukker af sukkerroer, og det sker på vores to fabrikker i Nykøbing og Nakskov. Vores sukker sælges til det meste af Europa fra vores salgskontor i København. Vi leverer sukker til fødevareindustrien og til dagligvarehandlen, hvor vores sukker sælges under det kendte varemærke Dansukker. Vi er en del af den tyske koncern, Nordzucker Group, som er en af Europas største og mest effektive sukkerproducenter, hvis forretning strækker sig over hele Europa og ind i Australien, hvor vi har investeret i to sukkerrørsfabrikker.
Hos os kan du se frem til at blive en del af en moderne virksomhed med et internationalt udsyn, hvor vi samtidig har fødderne solidt plantet i den danske muld.

Vores udvikling går aldrig i stå
Vores forretning er baseret på 150 års erfaring med sukkerproduktion. I 1872 grundlagde C.F. Tietgen De Danske Sukkerfabrikker, og det blev startskuddet til en blomstrende sukkerindustri i Danmark. Vi er dog alt andet end gammeldags og stræber altid efter at holde os nutidige og relevante – både internationalt og lokalt.
”Meget har selvfølgelig ændret sig i de 150 år, vi har produceret sukker, men vi har altid fulgt med tiden. Og selvom vi er en del af en stor koncern, har vi stadig et meget tæt samarbejde med roedyrkerne og lokalsamfundene.” – HR Manager, Bryan Wall
En livlig hverdag med forskellighed, humor og bæredygtighed
Hos Nordic Sugar har vi en klar ambition om at være en miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig virksomhed, som altid sætter handling bag vores ord. Transparens er central for vores vision, hvilket betyder, at både kunder og kolleger har stor tillid til os og vores arbejde.
Vi besætter ikke stillinger. Vi ansætter mennesker med mere end ét talent – og det gør vi, fordi vi ønsker en mangfoldig arbejdsplads, hvor vi også opfordrer alle interesserede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk baggrund.
Kort sagt er det helt essentielt for os at være en attraktiv arbejdsplads, hvor vi fungerer som en stærk forretningspartner og et aktiv for lokalsamfundet – og som et sted, der tager hånd om dig og dine ønsker for fremtiden.
”Du kommer ind i en virksomhed, hvor sikkerhed, omsorg og gode udviklingsmuligheder altid er i centrum. Vores kultur er kendetegnet af en høj grad af ærlighed, engagement og humor, og vi glæder os til, at du bliver en del af den.” – HR Manager, Bryan Wall.
