DR

DR (først Statsradiofonien siden Danmarks Radio) er Danmarks nationale public service-selskab, som formidler nyheder, kultur, underholdning og oplysning via tv, radio, internet og mobile platforme efter radio- og fjernsynsloven[3] og skal leve op til public service-forpligtelsen. DR har altid været finansieret via licensopkrævning; i nyere tid medielicens.

DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, der udpeges for fire år ad gangen. Tre, herunder formanden, udpeges af Kulturministeriet, seks af Folketinget, mens medarbejderne i DR vælger to medlemmer. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for DR's programmer, ligesom den har personaleansvaret for DR's øverste chef, generaldirektøren, samt den øvrige ledelse.