AC-konsulent med interesse for sekretariatsbetjening
Vi er i gang med mange spændende opgaver. Pr. 1. januar 2026 tiltrådte en nyvalgt kommunalbestyrelse og en ny borgmester. Vi betjener blandt andet kommunalbestyrelsen, borgmesteren, kommunaldirektøren og direktionen samt en række tværgående chefgrupper. Vi driver udviklingsprojekter i egen forvaltning (Staben), og derudover bistår vi også med koordinering og projektledelse i forbindelse med tværgående udviklingsprojekter i kommunen. Som vores kommende kollega vil du derfor løse opgaver bredt inden for sekretariatsbetjening – også med fokus på udviklingsopgaver. En af de første opgaver vil bl.a. være udarbejdelse af en ny borgerinddragelsespolitik.
I Sekretariat, Udvikling & Kommunikation kommer du helt tæt på det administrative og politiske maskinrum og beslutningsprocesser samt de strategiske indsatser i kommunen. Det er et spændende og alsidigt job, hvor du får en bred kontaktflade både i og uden for den kommunale organisation, og du får derfor mulighed for at være med til at præge kommunens udvikling.
Vores øvrige kollegaer i Sekretariat, Udvikling & Kommunikation løser, udover sekretariatsbetjening, også opgaver i forbindelse med indkøb, vielser, juridisk bistand, køb og salg af kommunal ejendom, ligesom vi er ansvarlige for afholdelse af valg og meget mere. Afdelingens kommunikationsteam varetager opgaver inden for presse, SoMe, taleskrivning, hjemmeside og grafisk arbejde.
Dine opgaver bliver blandt andet
- Udarbejdelse af notater og sagsfremstillinger til direktion, ledelse og politisk niveau
- At løse research-, udviklings- og analyseopgaver
- Diverse udviklingsopgaver samt opgaver indenfor projekt- og procesledelse og administration
- Udarbejdelse af dagsordener og referater
- Planlægning og facilitering af møder og seminarer på tværs af kommunens forvaltninger
- At føre protokol på børne- og ungeudvalgsmøder
Hvem er du?
Du er ambitiøs i dit arbejde og har en høj faglighed. Du tager initiativ og ønsker at bidrage til den samlede opgaveløsning i sekretariatet, som rummer både udviklings- og driftsopgaver og til tider mange samtidige deadlines. Du befinder dig godt i en arbejdsdag, hvor du skal håndtere mange forskelligartede opgaver, og det forventes, at du er fleksibel i forhold til arbejdets tilrettelæggelse og kan træde til, når opgaven kræver det.
Du har forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation. Du kommunikerer stærkt på alle niveauer af organisationen – også skriftligt – og kan formidle komplekse problemstillinger på en klar og forståelig måde med blik for både afsender og modtager. Det er vigtigt, at du kan følge en opgave eller henvendelse til dørs. Du har et selvstændigt drive, men er samtidig en holdspiller – vi samarbejder om tingene og spiller hinanden gode.
Du har en relevant akademisk uddannelse (f.eks. cand.scient.adm., cand.scient.pol., cand.scient.soc. eller lignende). Det vægtes positivt, hvis du har erfaring fra en lignende stilling i en politisk styret organisation.
Som vores nye kollega får du
- Et spændende, alsidigt og krævende job
- En afvekslende hverdag, hvor du selv er med til at præge arbejdsdagen
- Stor indflydelse og stort ansvar for opgaveløsningen
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling og sparring
- En bred kontaktflade og et uformelt arbejdsmiljø blandt gode kolleger
Om os
Sekretariat, Udvikling og Kommunikations medarbejdere indgår med forskellige specialer i afdelingen, hvor vi i alt er 16 ansatte. Vi er organiseret i fire teams, hvor du bliver en del af udviklingsteamet. Vi er en del af den centrale stab på Rådhuset i Aabybro, hvor også HR, Økonomi samt Digitalisering, IT & Borgerservice hører til.
Mere om stillingen og os
Den ledige stilling er en fast stilling på 37 timer med arbejdsplads på Rådhuset, Toftevej 43, 9440 Aabybro.
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2026.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Jakob Kruuse på telefon 41 91 20 13 eller konsulent Josephine Kann på telefon 41 91 20 39.
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist og samtaler
Du skal sende din ansøgning via vores rekrutteringssystem senest den 8. februar 2026.
Samtaler forventes afholdt 12. og 13. februar.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex