Kontormedarbejder søges til Retten i Holbæk
Vi søger en dygtig kontormedarbejder på fuld tid til at behandle fogedsager og skiftesager.
Hvem er vi?
Retten i Holbæk er en velfungerende arbejdsplads med omkring 55 meget engagerede medarbejdere. Retten er opdelt i tre afdelinger, og du vil blive tilknyttet specialafdelingen, der består af 10 kontormedarbejdere og 3 dommerfuldmægtige samt en afdelingsledelse.
Ved Retten i Holbæk lægger vi stor vægt på et godt socialt fællesskab og samarbejde på tværs af rettens afdelinger. Vi bestræber os på at arbejde effektivt med en høj faglig kvalitet og at yde brugerne en god service.
Som kontormedarbejder ved Retten i Holbæk har du mange bolde i luften og en uforudsigelig men spændende hverdag.
Afvekslende arbejdsopgaver, udvikling og flekstid.
Vi tilbyder:
- Et spændende og afvekslende job med mulighed for at udvikle sig
- Selvstændig sagsbehandling og brugerbetjening
- Et godt kollegialt fællesskab, hvor vi kan have det sjovt sammen
- Sociale arrangementer som fx sommerfest og juletræsfest
- Flekstidsordning, massage samt kaffe – og frugtordning
- Hjemmearbejde i det omfang arbejdet tillader det
Hvad skal du lave?
Vi søger en kontoruddannet medarbejder – gerne med erfaring indenfor foged – eller skifteret.
Som foged afholder du møder på kontoret og uden for kontoret f.eks. i forbindelse med udsættelse af lejemål. I dødsboskiftesagerne afholder du telefoniske møder med pårørende.
Arbejdet i afdelingen består desuden i administrative opgaver som bl.a. oprettelse, forberedelse og indkaldelse af sager, sagsstyring, behandling af post og kontakt til borgere, herunder både via mail og telefon. Der er stor kontakt til borgere og professionelle i specialafdelingen, og du skal derfor trives med kontakten til mennesker med forskellig baggrund.
I afdelingen behandles også sager om tvangsauktion, insolvensskiftesager f.eks. konkurs og gældssanering, samt sager om konkurskarantæne.
Der er tale om selvstændigt arbejde, og du vil blive oplært i det omfang, du ikke har erfaring hermed.
Hvad forventer vi af dig?
Vi forventer, at du er ansvarsbevidst og kommer på arbejde med engagement, en positiv indstilling og lyst til at samarbejde og få noget fra hånden. Du møder ind for at bidrage til fællesskabets opgaver, ligesom du er fleksibel og initiativrig og tager (med)ansvar for egen læring.
Det er vigtigt, at du trives i en travl hverdag med høje krav til effektivitet og faglig kvalitet. Vi forudsætter, at du er mødestabil og har gode mundtlige og skriftlige danskkundskaber.
Ved Retten i Holbæk arbejder vi kontinuerligt med kompetenceudvikling, og du skal derfor være indstillet på, at faglig og personlig udvikling er en del af hverdagen.
Løn - og ansættelsesvilkår
Du ansættes som retsassistent eller kontorfuldmægtig efter organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten med en basisløn og mulighed for at forhandle kvalifikationstillæg. Lønindplacering og kvalifikationstillæg afhænger af dine erfaringer og kvalifikationer.
Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler løbende og senest i uge 7 – 8.
Vi vil med dit samtykke indhente en udskrift af din straffeattest.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingerne eller Retten i Holbæk kan du ringe til afdelingsleder Hanne Nilsson tlf.nr. 61390563 eller administrationschef Jeanette Jonstrup, tlf.nr. 59490710. Du kan også besøge vores hjemmeside www.domstol.dk/Holbaek.
Send en ansøgning
Online via vores rekrutteringssystem på vores hjemmeside www.domstol.dk/Holbaek under Job i retten. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen, når du trykker på knappen ”søg stilling”. Udover din ansøgning bedes du vedhæfte dit CV, relevante udtalelser og eksamenspapirer.
Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex