Landinspektør, jurist eller vejingeniør til virkelighedsnær vejjura
I Skive Kommune søger vi lige nu en engageret landinspektør, jurist eller vejingeniør til vores team Trafik & Infrastruktur. Vi mangler en person, som kan indgå i vores vejmyndighedsgruppe og som mener, at mødet mellem grundejer, borger, rettighedshaver, myndighed og vejlovgivning er det mest spændende, man overhovedet kan tænke sig. Er det dig, så er vi et match!
Ingen kan alt, men vi tror du er
Landinspektør, jurist, vejingeniør eller har lignende relevant uddannelse. Det er et plus, hvis du har erfaring, men en vis viden om vejlovgivning og ejendommes regulering og retsforhold er et must.
Først lidt af det vi skal have med her…
I team Trafik & Infrastruktur har vi bl.a. ansvaret for myndighedsbehandling på offentlige veje og private fællesveje, dvs. alt fra adgangstilladelse og gravetilladelser over vejsyn til nedlæggelse. Opgaverne spænder også vidt i teamet som helhed, fra overordnet trafikplanlægning til realisering af cykelstier og mindre trafiksikkerhedsprojekter, til større vejrenoveringer og etablering af nye veje. Teamet arbejder også med byggemodninger, med højvands- og kystsikring, samt drift af vores havne. Der er altså gode muligheder for at bringe dine kompetencer i spil – og udvikle dem yderligere.
Du vil bl.a. komme til at arbejde med
- private fællesveje (vejsyn, ønsker om færdselsregulering, nedlæggelse/omlæggelse).
- offentlige veje (adgangstilladelser, ledningsret, råden over vej m.v.).
- forholdet til vejens naboer (adgangsforhold, beskæring, oversigtsdeklarationer).
- lokalplaner (sparringspartner for planafdeling i planudarbejdelse).
- vejjuridisk bistand til kollegaer.
- dialog med borgere, erhvervsliv og politikere.
Så det sjove – nemlig dit nye team!
I teamet er vi pt. 15 medarbejdere, både nye og mere erfarne kræfter, som alle hjælper hinanden. Vi vægter faglig sparring, samarbejde og et godt arbejdsmiljø højt. Teamet er en del af afdelingen Drift & Anlæg, som består af i alt 3 teams, Park & Vej samt Fursund Færgeri.
Drift & Anlæg er én af fire afdelinger i forvaltningen Teknik, Miljø & Udvikling. I forvaltningen har vi generelt en uhøjtidelig omgangstone og en flad organisationsstruktur. Der er stor tillid til medarbejderne som kommer til udtryk gennem frihed, ansvar og selvstændighed – herunder ugentlige hjemmearbejdsdage mv. Det giver mulighed for at sætte sin viden i spil i dagligdagen og selv sætte sit præg på opgaverne og den daglige tilrettelæggelse.
Afdelingen har en stor spredning i faglighed og alder, og vi laver løsninger der bygger på hinandens forskelligheder og kompetencer, hvor vi ønsker at ”spille hinanden gode”. Netop derfor kan vi også udfordre hinanden fagligt. Det sociale fællesskab prioriteres højt i afdelingen, og derfor trives vi godt i hinandens selskab - alle oplever tryghed i hinandens selskab fagligt som socialt.
Det vi søger efter, er dig der…
- har en uddannelse som landinspektør, jurist, vejingeniør eller lignende relevant uddannelse.
- har en vis viden om vejlovgivning og ejendommes regulering og retsforhold.
- erfaring med kommunal vejmyndighed er et plus.
- kan balancere en løsningsorienteret og vejledende dialog med en fast myndighedshåndtering.
- er god til at kommunikere i øjenhøjde med borgere, politikere og kollegaer, der ikke ved eller burde vide hvad der står i § 26 stk. 2.
- er god til at sætte dig ind i nye problemstillinger, hvor du ser løsninger og følger dem til dørs.
- er hjælpsom og trives i et samarbejdsmiljø, hvor vi arbejder sammen på tværs af faggrænser og sparrer med hinanden for at lykkes bedst muligt med opgaverne.
Hvis du har spørgsmål til stillingen,
er du velkommen til at kontakte teamleder for Trafik & Infrastruktur, Finn Kjær Christensen på telefon 21 19 13 07 eller pr. mail på finc@skivekommune.dk
Alternativt kan du kontakte Drift- & Anlægschef, Christian Axelsen på telefon 21 80 28 48 eller pr. mail på chax@skivekommune.dk
Ansøgningsfrist
Send os din ansøgning senest den 30. november 2025.
Vi forventer at holde samtaler i begyndelsen af december.
Tiltrædelse snarest muligt. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt. Dette selvfølgelig under skyldig hensyntagen til den rette ansøgers bindinger.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse med baggrund i dine kvalifikationer og relevant erfaring.
Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem
RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex