Visitation og hjælpemidler i Norddjurs kommune søger en visitator med hænderne skruet rigtig på. Har du en sundhedsfaglig baggrund og interesse for lovgivning og hjælpemidler – så kunne det være dig, vi mangler.

Om stillingen

Vi søger en visitator til en fast stilling pr. 1 januar 2026.

Vi søger en visitator til sagsbehandling og opfølgning, primært indenfor hjælpemiddelområdet. Du vil få ansvar for vurdering og bevilling af hjælpemidler – særligt inden for mobilitet og siddestilling – men også andre typer af hjælpemidler, der understøtter borgerens funktionsevne.

Vi lover dig en varieret arbejdsdag med både selvstændige opgaver og tæt samarbejde med kolleger i og udenfor Visitationen. Du får dine egne sager, men indgår også i kontorvagter, hvor vi besvarer henvendelser fra borgere og samarbejdspartnere.

Du bliver en del af en afdeling, der arbejder med helhedsorienterede løsninger i forhold til borgers ønsker, vurderet ud fra den lovmæssige ramme. Du vil skulle afklare og vurdere, hvilke muligheder der er for den enkelte borger i forhold til hjælpemidler og forbrugsgoder. Du skal også kunne rådgive og vejlede omkring vilkår for egen indkøb samt muligheder for at inddrage lokalsamfundet som en del af løsningerne.

Det hele foregår i et miljø med høj faglighed og plads til både sparring, grin og fordybelse.

Dine opgaver vil bl.a. være:
  • Vurdering og sagsbehandling af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens §§112 og 113 med særlig fokus på kørestole og siddestillinger.
  • Rådgivning og vejledning af borgere og samarbejdspartnere i løsninger og brug af hjælpemidler.
  • Samarbejde med terapeuter, leverandører og andre faggrupper.
  • Deltagelse i borgerbesøg og afprøvninger.
  • Dokumentation og sagsbehandling i EOJ.

Stillingen er på 37 timer om ugen- ønsker du at høre mere, er du velkommen til at kontakte os . Der er mulighed for én hjemmearbejdsdag om ugen, og onsdag er fælles mødedag.

Som visitator arbejder du som selvtilrettelægger med arbejdstid mellem kl. 7 og 18 på hverdage. Arbejdstiden ligger typisk mellem kl. 8–15, men der kan forekomme opgaver uden for dette tidsrum, afhængigt af opgaven.

Vi leder efter dig, som:

Har en sundhedsfaglig baggrund som ergoterapeut eller fysioterapeut og har praktisk erfaring med, eller stor interesse for myndighedsområdet, funktionsevnevurderinger, aktivitetsanalyser og hjælpemidler.

Fagligt lægger vi vægt på, at du:
  • Har praktisk erfaring med vurdering og tilpasning af hjælpemidler.
  • Har kendskab til sagsbehandling efter servicelovens §§ 112, 113
  • Er stærk i skriftlig og mundtlig formidling
  • Praktisk erfaring med aktivitets- og funktionsevneanalyser
  • Er analytisk og reflekterende i dine faglige vurderinger.
  • Kan indgå i dialog med borgere og pårørende i mange forskellige livssituationer.
  • Behersker IT på brugerniveau (vi bruger KMD Nexus)
Personligt ønsker vi, at du:
  • Arbejder struktureret og tager ansvar
  • Er fleksibel i forhold til opgaveløsningen, da vi jonglerer med mange typer opgaver
  • Kan bevare overblikket og bidrager til en god stemning
  • Trives med selvstændighed, men ikke er bange for at spørge om hjælp
  • Har kørekort B og egen bil til rådighed, da der vil være kørsel i forbindelse med borgerbesøg og afprøvninger.
Om os

Vi er en afdeling med 22 engagerede visitatorer, som arbejder tæt sammen med hjælpemiddeldepotet og andre forvaltninger. Vi værner om vores fællesskab og en åben, uformel kultur, hvor der er plads til både forskellighed og faglighed. Vi passer på hinanden, og vi prioriterer at samles om frokosten, fejre hinandens mærkedage og have det rart sammen, også uden for opgaverne. I afdelingen har vi også en jurist tilknyttet, som bidrager med rådgivning og støtte i komplekse sager.

Vi holder til på den yderste del af Djursland, men skal i løbet af 2026 flytte til rådhuset i Grenaa.

Lyder det som noget for dig?

Ønsker du at høre mere om stillingen, timetal, og vores sted, er du meget velkommen til at kontakte os for en snak:

  • Sidse Krog – faglig koordinator – 30 71 61 17
  • Signe Lindballe – konstitueret afdelingsleder – 29 46 15 29

Du kan også læse om os på hjemmesiden norddjurs.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfrist den 16. november 2025

Samtaler forventes den 20. november 2025

Vores Norddjurs

I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.

De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.

Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her:

Vores Norddjurs - Organisations- og ledelseskodeks

Kørekort:
B Almindelig bil

Egen bil:
Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex