Unik dagtilbudslederstilling kan nu blive din, Chili søger ny leder
Brænder du for at stå i spidsen for en ganske særlig daginstitution, så er dette jobbet for dig.
Chili søger pr. 1. januar 2026 en ny leder, der kan skabe et solidt og stabilt fundament, og som med et positivt og fremadskuende blik vil føre an i alt det nye, I sammen kan drømme om.
Hvem er vi
Børnehuset Chili er et dagtilbud i Middelfart by, med både almen børnehave og vuggestue, samt en specialgruppe.
Børnehuset Chili er placeret på to matrikler med navnene Rød og Grøn Chili, kun adskilt af en vej. På den ene matrikel - Rød - er der børnehaven, og på den anden – Grøn – er vuggestue og specialafdeling. Chili er normeret til 65 børnehavebørn, 22 vuggestuebørn og 23 specialpladser.
Børnene i specialgruppen har alle vidtgående handicaps, fysisk og/eller psykisk. Børnene har brug for en struktureret hverdag med høj faglighed for at give det enkelte barn den mest optimale forudsætning for at kunne lære, udvikles og trives. Børnene i specialgruppen er visiteret efter dagtilbudsloven §4, stk. 2, eller Barnets lov § 32.
I Chili tilstræbes et samarbejde om børnene mellem special og almen, i det omfang det giver mening, hvilket betyder at vi ser på potentialet i samarbejdet mellem almen og specialafdelingen, for det enkelte barn.
Vi har sloganet: Sammen er vi stærke. Vi ønsker at fremstå som én institution, og vi står på de samme grundværdier i vores hverdag. Vi vægter det enkelte barns trivsel, læring og udvikling, gennem børnefællesskaber og læringsmiljøer både ude og inde og med fokus på børnenes nærmeste udviklingszone. Vi vægter et tæt forældresamarbejde, og inddrager forældrene i hverdagen – bl.a. gennem legepladsdage, forældrekaffe og naturfest.
I et medarbejderperspektiv laves aktiviteter på tværs af husene, hvor bl.a. P-møder og pædagogiske dage afholdes i fællesskab. Foruden dette afholdes også møder i de enkelte teams.
Om stillingen
Vi søger en faglig dygtig og engageret leder, som sammen med medarbejdere og bestyrelse kan skabe et solidt og fremadskuende fundament. Vi søger en nærværende og synlig leder som finder det motiverende at kunne være med til at sikre høj pædagogisk kvalitet i børnehuset Chili.
Du skal have ambitioner for både det almene og det specialiserede område, og arbejde ud fra, og med, de gode kompetencer som allerede findes i institutionen, samt sætte retning for fagligheden og sikre et godt arbejdsmiljø.
Du sikrer klare rammer og tydelig kommunikation omkring hverdagens opgaver. Du understøtter samspillet mellem forvaltning, samarbejdspartnere, medarbejdere, ledere og forældre. Det er nødvendigt, at du er tæt på det pædagogiske arbejde, og understøtter målet om at give alle børn lige chancer for at lære og trives i et miljø, som tilrettelægges efter børnegruppens behov.
Med sin særlige funktion og rolle i Middelfart kommune, har Chili en central position, både indad til i forvaltningen, ud ad til i det decentrale samarbejde, samt ind i de enkelte familier. Alle samarbejder vægtes højt og ønskes at styrke yderligere.
Chili står lige nu i en forandrings tid, hvilket betyder at du som leder vil skulle starte med at sætte det ledelsesteam du ønsker. Her vil skulle ansættes en pædagogisk leder for almen delen, og som nyt tiltag skal der ligeledes ansættes en pædagogisk leder for specialgruppen. Sammen vil I udgøre ledelsen for Chili.
Derfor skal du vælge os
I kommunen arbejder vi med afsæt i visionen ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger” og den fortælling der er knyttet hertil. For at omsætte visionen til praksis står den faglige ledelse i centrum. Vi tror på, at den faglige ledelse er nøglen til at udvikle medarbejdernes motivation og kompetencer og at den derfor er afgørende for institutionens kvalitet.
Som leder i Børnehuset Chili vil du blive en del af den samlede dagtilbudsledergruppe bestående af 14 lederkollegaer, som alle refererer direkte til Dagtilbudschefen. For at sikre et attraktivt arbejdsmiljø for din ledelsesopgave, er der bl.a. etableret et nært sparringsrum i et netværk med 3 lederkollegaer. Derudover er der etableret et netværk på tværs af specialinstitutionerne på Fyn, som du vil få mulighed for at blive en del af.
I lederstillingen vil du opleve et tæt samspil med forvaltningen, samt en høj grad af selvtilrettelæggelse i jobbet.
Som del af grundlaget arbejder vi datainformeret ved bl.a. at indhente trivselsdata på alle vores børn flere gange årligt. Herudover inddrages yderligere data i vores tilsynspraksis.
Vi er optaget af, at både ledere og medarbejdere oplever sig klædt på til den opgave som forventes af dem, og vi har derfor fokus på uddannelse af både ledelse og medarbejdere. I 2024 har alle medarbejdere i kommunens daginstitutioner været del af et fælles uddannelsesforløb. Dette skaber et fælles fundament og sprog, hvilket styrker den enkeltes kompetencer og praksis, samt dagtilbudsområdet som helhed.
Som leder af børnehuset Chili vil du, sammen med en lederkollega, indgå i vores netværk for dagtilbudsområdets specialpædagoger.
Du er en leder som:
- Brænder for kerneopgaven: At skabe størst mulig trivsel, udvikling, dannelse og læring for børnene.
- Med stort engagement formår at skabe et trygt og udviklende arbejdsmiljø for personalet, på både et fagligt og menneskeligt plan.
- Baserer din ledelsesstil på tillid, tilgængelighed, nysgerrighed og opbakning til faglige vurderinger fra medarbejderne.
- Er tydelig, lyttende og reflekterende i din kommunikation.
- Evner at skabe gennemsigtighed, samt strukturere og formidle den pædagogiske retning og rammesætning.
- Har stort overblik, og hvor mange bolde i luften er grundlag for energi og gode ideer.
- Kan motivere og inspirere til udvikling af den pædagogiske hverdag, både ved egen kraft men også med afsæt i at klæde en pædagogisk leder og dermed det øvrige personale på, til opgaverne.
Krav til stillingen
Du er pædagogisk uddannet med stor erfaring fra 0-6 års området, herunder også gerne fra det specialpædagogiske område. Du er fagligt velfunderet, og gerne med en lederuddannelse eller har ønsket om at gå i gang med en sådan. Du har stor ledelseserfaring, herunder også styring af økonomi og administrative forhold.
Læs mere om os
- Chilis hjemmeside:
- Visionen Fra Middelfartbarn til verdensborger:
Fra Middelfartbarn til Verdensborger - Dagtilbudsfortællingen:
Middelfart Kommunes dagtilbudsfortælling - Middelfart kommunes hjemmeside:
Dagtilbud
Vil du vide mere
Er du klar til at tage nye skridt i din lederkarriere og gøre en forskel hos os? Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Dagtilbudschef Jacob Svarre Winther på tlf. 40488464.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse 1. januar 2026
Stillingen er fuldtid, hvor du er ansat uden højeste arbejdstid.
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og lokallønsaftale indgået med den forhandlingsberettigede faglige organisation.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 10. nov. 2025 og ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via link på denne side.
Vi afholder 1. samtalerunde d. 17. nov. 2025 fra kl. 12.00
For ansøgere som går videre til 2. samtale, vil blive udarbejdet en profil. Disse gives der personlig tilbagemelding inden 2. samtale.
2. samtalerunde afholdes d. 24. nov. 2025 fra kl. 12.30
Ansættelsesudvalget er sammensat af medarbejder- og forældrerepræsentanter fra Børnehuset, en lederkollega, en konsulent og dagtilbudschefen.
Kort om Middelfart kommune
Middelfart er et godt sted at bo og leve. Vi har plads til alle, der ønsker tryghed, sunde valgmuligheder og naturoplevelser. Trygheden gælder hele livet. Den handler om gode lærings- og udviklingsmuligheder for vores børn og unge. Sundheden handler om, at vi tilbyder en sund livsstil, der forebygger og gør os livsduelige. Og naturoplevelserne, de er lige uden for hoveddøren.
Den indre sammenhængskraft i kommunen er stærk. De mennesker, der bor her, forholder sig aktivt til deres lokalområder, vi har stærke foreninger og rigtig mange, der bidrager til fællesskabet. Frem for alt er Middelfart en kommune, der har fokus på fællesskab.
Bliv en del af vores engagerede team og vær med til at gøre en forskel!
Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Med afsæt i vores livsfasepolitik vil vi gøre vores for at imødekomme dine ønsker og behov. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk
Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex