Er du klar til at sætte retning for processerne, der understøtter Roskilde Universitets optagelse og indskrivning af studerende? Har du ledelseserfaring og kan sikre drift, kvalitet og udvikling i en politisk styret organisation? Så leder vi efter dig som vores nye leder for Optag, Beviser og SU (OBS) i afdelingen Uddannelse og Studerende.

Arbejdsopgaver

Du vil som leder af OBS stå i spidsen for et centralt studieadministrativt område forankret i en enhed på 18 medarbejdere. Du bliver sammen med teamet ansvarlig for drift og udvikling af opgaver med optagelse og indskrivning af studerende på universitetets bachelor- og kandidatuddannelser, SU-administration og udstedelse af beviser. Du får en rolle som nøgleaktør i at sikre analyser, prognoser og beslutningsoplæg til Roskilde Universitets rektorat og universitetsledelse om bl.a. optagelsestal, adgangskrav, garantikvotienter og udvælgelseskriterier. Dertil kommer, at du repræsenterer Roskilde Universitet i relevante nationale, samarbejder som fx arbejdsgruppen for koordineret kandidatoptag under Danske Universiteter.

I US er der 5 teams med hver deres leder, en vicedirektør og ca. 80 medarbejdere. Som en del af ledelsen af Uddannelse og Studerende (US), er det forventningen, at du i et tæt og konstruktivt samarbejde med de andre ledere sikrer, at studieadministration på Roskilde Universitet foregår i overensstemmelse med universitetets strategi og de juridiske rammer for uddannelseskvalitet og uddannelsesadministration. Som leder i US medvirker du til, at opgaverne i afdelingen løbende prioriteres, og at der sker tæt samarbejde og koordination på tværs af enhederne i US, med andre afdelinger i fællesadministrationen, Stab og Presse, Økonomi og Campus, Digital og HR, og med de faglige miljøer på institutterne. Du kan læse mere om organiseringen her: https://ruc.dk/organisation-pa-roskilde-universitet

Stillingen som vicedirektør for US er i øjeblikket ledig og under besættelse.

Du skaber resultater, når du:
  • deltager aktivt i det tværgående ledelsesarbejde i US og har fokus på at opgaver og strategiske prioriteringer løses på tværs af afdelingen og i tæt samarbejde med de faglige miljøer på institutterne
  • Sikrer retning, motiverer og støtter medarbejderne i din enhed til at løfte og udvikle deres opgavevaretagelse, og du skaber et godt og trygt arbejdsmiljø
  • Sikrer kvalitet og udvikling af driften af optagelse til universitetets uddannelser, SU-administration og bevisudstedelse samt øvrig sagsbehandling inden for de sagsområder, der ligger i din enhed
  • Sikrer lovmedholdelighed med tydelige rammer, klare procedurer og løbende kompetenceudvikling i teamet
  • Leverer rettidig og kvalitetssikret ledelsesinformation, data og beslutningsoplæg til rektorat, universitetsledelse og relevante fora (fx via Power BI)
  • Driver procesforbedringer, digitalisering, systemforvaltning og -udvikling at teamets opgaver i tæt samarbejde med interne og eksterne partnere med blik for effektive og entydige sagsgange og den samlede proces

Vi lægger vægt på, at du:
  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og ledelseserfaring fra en politisk styret organisation eller tilsvarende kvalifikationer og kompetencer
  • Besidder et indgående kendskab til relevant uddannelsesretlig lovgivning og god forståelse for forvaltningsret fx fra studieadministration eller andre komplekse eller regelstyrede områder
  • Har erfaring med at styrke og forenkle administrative processer med blik for både detaljen og de forskellige behov og interesser, der indgår i en tværgående proces
  • Har lyst til at blive del af en ledelsesgruppe, der vægter samarbejdet i gruppen højt og har fokus på fælles og tværgående opgaveløsninger
  • Evner at skabe retning, trivsel og samarbejde i et team med høj faglighed
  • Er struktureret, kvalitetsbevidst og løsningsorienteret og balancerer daglig drift med udvikling
  • Kommunikerer klart på dansk og engelsk – både skriftligt og mundtligt – og trives i samarbejde på tværs af organisationen

Det er desuden en fordel men ikke et krav, hvis du har erfaring med opgaver vedrørende optagelsesprocesser, adgangskrav, garantikvotienter og udvælgelseskriterier.

Styrkelse af Roskilde Universitets administrative driftsmodel

Vi har på universitetet igangsat en proces under titlen ”Styrkelse af universitetets administrative driftsmodel” i foråret 2025. Her er sat fokus på de administrative processer, samarbejdsmodeller, roller og ansvar for de enkelte hovedopgaver. Målet er at styrke den samlede administration, så ressourcerne anvendes på den mest hensigtsmæssige måde til understøttelse af uddannelse og forskning. Som leder vil du derfor skulle være med til at drive denne omstillingsproces og sikre, at enhedens opgaver løftes i overensstemmelse med de ambitioner, vi har for administrationen på universitetet. I den sammenhæng vil der ske nogle tilpasninger af teamstrukturen i US, som træder i kraft pr. 1. januar 2026.

Mere information

Du er velkommen til at kontakte Vicedirektør for HR Miriam Skjalm Lissner på lissner@ruc.dk eller mobil 42 34 13 02 – eller teamleder i US Mette Busch på mebusch@ruc.dk eller mobil 61951274 for mere information om stillingen. Du kan læse mere om Roskilde Universitet på: www.ruc.dk
Vær opmærksom på, at vi holder efterårsferie og ikke træffes i uge 42.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC eller anden relevant overenskomst. Stillingen er klassificeret som chefkonsulent med personaleansvar. Der er mulighed for at forhandle et eventuelt tillæg.

Der er tale om en fuldtidsstilling, dvs. 37 timer om ugen. Du refererer til den kommende vicedirektør for US, og inden for en fleksibel arbejdstid er der mulighed for at præge egen arbejdsdag

Proces

Din ansøgning sendes til Roskilde Universitet via linket i stillingsopslaget, hvor vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning samt CV og uddannelsesbevis.

Vi afholder 1. samtaler den 5.-6. november 2025 samt 2. samtale 18. november 2025. Du skal være indstillet på, at der indgår testforløb i uge 46 imellem de to samtaler.

Forventet tiltrædelse er den 1. januar 2026 eller snarest derefter.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge hos os.

Om Roskilde Universitet
Roskilde Universitet er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. Den tværfaglige tilgang dyrkes i universitetets pædagogiske værdigrundlag og forskningsstrategiske ambitioner. Det er Roskilde Universitets vision at være blandt de foretrukne europæiske universiteter inden for tværfaglig videnskabelse og bidrage til forskningsbaseret bæredygtig forandring.

Universitetet er organiseret omkring fire institutter, Institut for Mennesker og Teknologi, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab og Institut for Naturvidenskab og Miljø samt Roskilde Universitets administration bestående af 5 afdelinger.

Du kan læse mere om vores forskningsresultater, uddannelser, strategiske indsatser og organisering af Roskilde Universitet her: Om Roskilde Universitet | Roskilde Universitet (ruc.dk)

Du kan læse mere på ruc.dk, hvor du også finder Roskilde Universitets strategi https://ruc.dk/strategi-profil-og-vaerdier

Ansøgning

Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/

Ansøgningen skal indeholde:

1. Motiveret ansøgning

2. CV

3. Dokumentation for uddannelse

Ansøgningsfristen er 2. november 2025.

Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.

Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.

Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 6.900 studerende, 900 ansatte og 888 mio. kr. i årlig omsætning.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex