Jurister med interesse for lovgivningsarbejde søges til Forsvarsministeriets departement
Om os
Lovgivningskontoret i Forsvarsministeriets departement har ansvaret for at udarbejde alle lovforslag på Forsvarsministeriets område, ligesom vi samarbejder med andre ministerier om lovgivningsinitiativer, som er relevante for Forsvarsministeriet. I kontoret har vi desuden en enhed, der er dedikeret til at arbejde med juridiske sager vedrørende Forsvarets Efterretningstjeneste, og vi er ved at oprette en enhed, der er dedikeret til at udarbejde bekendtgørelser i medfør af en ny lov, der gør det muligt hurtigt og effektivt at styrke dansk forsvar.
Lovgivningskontoret er et af fire kontorer i Juridisk Afdeling i Forsvarsministeriet. Kontoret kommer fremadrettet til at bestå af 17 medarbejdere. Vi prioriterer et stærkt fagligt miljø, hvor kvaliteten af arbejdet er i højsædet, men hvor vi også lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og en uformel og humoristisk omgangstone. Vi kan have travlt i spidsbelastningsperioder, men vi er gode til at hjælpe hinanden, og det er vigtigt for os, at der også skal være plads til familieliv og interesser uden for arbejdet.
Om stillingen
Vi tilbyder et udfordrende og spændende job, hvor du kommer helt tæt på den politiske beslutningsproces og får gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
Dine opgaver vil bl.a. kunne være at:
· Udarbejde lovforslag og bekendtgørelser.
· Udarbejde notater og afgørelser i sager, hvor der er juridiske tvivlsspørgsmål.
· Samarbejde og koordinere med andre myndigheder samt andre dele af Forsvarsministeriets koncern.
· Besvare spørgsmål fra Folketinget m.v.
· Varetage ministerbetjening.
Om dig
Vi forestiller os, at du er cand.jur. med et højt fagligt niveau. Du kan enten være nyuddannet eller have erfaring med eksempelvis lovgivningsarbejde.
Du motiveres af at finde løsninger på komplekse juridiske problemstillinger og trives med at være tæt på den politiske beslutningsproces.
For at lykkes i stillingen er det vigtigt, at du:
· Besidder en skarp analytisk sans og et godt juridisk jugement.
· Arbejder detaljeorienteret, systematisk og grundigt, samtidig med at du sikrer fremdrift i dine sager.
· Forstår at formidle komplekse juridiske problemstillinger i et letforståeligt sprog.
· Er imødekommende og bidrager til det gode arbejdsmiljø.
· Kan skabe gode relationer på tværs af organisationer og faggrupper.
Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Du vil afhængigt af din erfaring blive indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent.
Derudover vil der afhængigt af kvalifikationer være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.
Yderligere oplysninger og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Tina Larsen på telefon 41 96 42 98.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Toke Rasmussen på telefon 32 66 59 91.
Ansøgningsfristen er den 10. oktober 2025.
Vi vil bede dig om at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Vi ser frem til at få dig med om bord, så vi sammen kan gøre en væsentlig forskel for alle vores kollegaer i Forsvarsministeriets koncern – både dem i felten og dem bag skrivebordene.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex