Vi søger en kollega, der vil være med til at sikre og udvikle kvaliteten i de videregående uddannelser. Brænder du for at blive en del af et kontor, hvor fagligheden er i fokus og engagementet højt? Så er du måske vores nye kollega!

Om stillingen
I stillingen vil du få en vigtig rolle i arbejdet med at sikre kvaliteten i de videregående uddannelser og samtidig bidrage til den daglige administrative drift af kontoret. Opgaverne spænder fra analyse og formidling til administrative funktioner med ansvar for økonomi, honorarer og kontrakter.

Dine primære opgaver består af:

  • At deltage i analyser af kvaliteten i videregående uddannelser, herunder planlægning og gennemførelse af besøg på uddannelsesinstitutioner i samarbejde med akkrediteringspaneler
  • At udarbejde skriftlige akkrediteringsrapporter, hvor du formidler vurderinger og analyser baseret på dokumentation og interviews
  • At løse administrative opgaver såsom håndtering af kontorets økonomi, kontrakter og udbetaling af honorarer
  • At kvalitetssikre kontrakter til kunder og panelmedlemmer samt udbetaling af honorarer
Om dig
For at få succes i jobbet, forventer vi, at du:

  • Har evnen til at bevare et godt overblik og arbejder struktureret i en travl hverdag
  • Er en stærk kommunikator, der trives med at samarbejde på tværs af faglige og organisatoriske skel
  • Kan arbejde selvstændigt såvel som i teams
  • Har en relevant lang videregående uddannelse
Kontoret
Du bliver en del af et kontor bestående af 16 medarbejdere. Vores kerneopgave er at være et uafhængigt sekretariat for Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelse i alle sager om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner under UFM og KUM. Det omfatter både eksisterende uddannelser og udbud samt forslag om oprettelse af nye uddannelser og udbud på flere ministerområder. Vi foretager også vurderinger af private uddannelser på opdrag fra andre myndigheder.
Stemningen i kontoret er uformel, og vi lægger vægt på at have et godt socialt miljø.

Skal du være med til at forme fremtiden?
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en kultur med høj faglighed og stærk samarbejdskultur. Vi sætter studerende, forskere og borgere i centrum for arbejdet og er ambitiøse på egne og uddannelses- og forskningssektorens vegne.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anette Dørge på telefonnummer 72 31 91 04 eller på e-mail andj@ufm.dk.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du på et hvert tidspunkt i ansættelsen kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Søg stillingen
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Vi skal have din ansøgning senest fredag 26. september 2025.

Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 40 og anden samtalerunde i uge 41. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres personlighedsanalyse, og der kan i forbindelse med ansættelsessamtalerne blive brugt case. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige adgang.

#Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex