Visionær Dagtilbudsleder til et nyetablerede dagtilbud
Glostrup Kommune søger en Dagtilbudsleder til et nyt dagtilbud som består af en nybygget afdeling og en eksisterende afdeling, der har været en del af et andet dagtilbud. Vi er på udkig efter en erfaren, engageret og vedholdende leder, med solid indsigt og viden inden for 0-6 års området, der brænder for udvikle og lede dagtilbud af høj kvalitet.
Rosenåen består af Violen og Anemonen der er fordelt på to matrikler hvoraf hver afdeling har en pædagogisk leder der referer til Dagtilbudslederen. Afdelingerne ligger inden for gåafstand. Violen er en nybygget integreret daginstitution med plads til 136 børn der åbner januar 2026 og Anemonen en vuggestue med plads til 36 børn.
I perioden oktober 2025 til januar 2026 agerer du udover Dagtilbudsleder derfor også indretningsarkitekt og rekrutteringsbureau. Du gør det ikke alene og vi glæder os til sammen at skulle indrette rum og læringsmiljøer i Violen samt ansætte pædagogisk leder og medarbejdere, som kan starte i takt med der skrives flere børn ind. Derudover skal du lære medarbejdere i Anemonen at kende, eftersom du overtager ledelsen af Anemonen pr. 1. januar 2026.
Om jobbet
Den nye Dagtilbudsleder skal varetage det overordnede strategiske, administrative og ledelsesmæssige ansvar, som udmøntes i et tæt og forpligtende samarbejde med henholdsvis bestyrelse og forvaltning. Dagtilbudslederen skal lede de pædagogiske ledere og stå i spidsen for fusionen af de to afdelinger, hvoraf Anemonen er et eksisterende og veldrevet dagtilbud. Du får en særlig opgave i dels at udvikle det pædagogiske fundament samt den pædagogiske praksis i det nybyggede dagtilbud, ligesom du skal samskabe en kultur for et stærkt og professionelt arbejdsfællesskab, på tværs af de to afdelinger. Som Dagtilbudsleder vil du ligeledes bidrage til at løfte kvaliteten af dagtilbud på tværs af Glostrup Kommune i et professionelt læringsfællesskab med fokus på det strategisk arbejde med at omsætte områdets politiske mål og værdier.
Om dig
Du formår at lede på sunde balancer mellem rettigheder og forpligtelser, tvivl og tydelighed, retning og afstikkere, sund skepsis og stor begejstring, og du er rundhåndet med det hele. Du stiller krav om følgeskab, til gengæld reflekterer du jævnligt over, hvorvidt din ledelse er et følgeskab værdigt.
Du er ambitiøs på børnenes vegne, og du motiveres af at hoppe over hvor gærdet er højest, til gengæld behøver du ikke kunne jonglere med et utal af bolde eller være robust udover det sædvanlige. Vi tilbyder ledelsessparring, en støttende og motiveret dagtilbudsledergruppe og du vil blive en del af et tværgående ledernetværk.
Nedenstående udsagn passer godt på dig:
- At bedrive god ledelse til gavn for kerneopgaven er dit stærkeste kort
- Du bruger din faglige dømmekraft som rettesnor i såvel ledelsen af ledere og medarbejdere som i strategi og drift af dagtilbuddet.
- Du ser forældre og forældrebestyrelsen som dine samarbejdspartnere og medspillere og møder dem nysgerrigt og med rummeligt.
- Du tør kigge efter i sprækkerne, der, hvor lyset kan have svært ved at finde ind og hvor der er plads til forbedring. Og du handler på det.
- Du vender verden på hovedet og gør en dyd ud af at genoverveje andres og egne grundlæggende antagelser
- Du praktiserer en åben og anerkendende kommunikation
- Du synes det er langt federe at stille spørgsmålene end det er at hvile i svarene
- Du har ledelsesmæssig erfaring med dagtilbudsområdet, gerne suppleret med lederuddannelse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen ønskes besat med tiltrædelse den 1. oktober 2025.
Ansættelsesproces
Deadline for ansøgning er mandag den 11. august 2025. Ansættelsessamtaler afholdes torsdag den 14. august 2025 og 2.samtale onsdag den 20. august 2025.
Vil du vide mere?
Kontakt konstituerede leder af Dagtilbud Birgitte Heiberg Jacobsen på telefon 4277 7736 (uge 29 og 32) eller Chefkonsulent på telefon 4323 6499 Lea Chaim (uge 31).
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex