HSE- og arbejdsmiljøkoordinator søges til Meneta
Brænder du for sikkerhed og arbejdsmiljø? Og har du lyst til at planlægge og drive HSE-relaterede opgaver og projekter? Så har du her muligheden for at blive en del af Meneta som vores HSE- og arbejdsmiljøkoordinator.
Stillingen
I tæt samarbejde med den HSE-ansvarlige får du en central rolle i det daglige arbejde på tværs af organisationen. Med fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø vil du fungere som et vigtigt bindeled i hele organisationen – og din evne til at forstå og omsætte tekniske arbejdsgange til praktiske HSE-løsninger vil bidrage til vores samlede indsats.
Du bliver en del af en organisation, der aktivt bakker op om arbejdsmiljø- og sikkerhedsarbejdet og arbejder målrettet ud fra standarder og certificeringer som ISO 9001, ISO 14001 og IATF 16949, der udgør fundamentet for vores indsats.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Drive og udvikle arbejdsmiljøorganisationen
- Kemihåndtering
- Træning og formidling til medarbejdere
- Håndtere og registrere ulykker og nærved-hændelser, samt iværksætte forbyggende tiltag
- Deltage i projektgrupper
- Vedligeholdelse af HSE-systemer
- Sikre overholdelse af gældende lovgivning og myndighedskrav
Kvalifikationer
Vi forventer, at du har en relevant baggrund i forhold til ovenstående. Erfaring på området kan være en fordel, men er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har lysten og nysgerrigheden til at sætte dig ind i processerne – og at du trives i en hverdag, hvor du samarbejder tæt med både ledelse og drift.
Det vigtigste for os er ikke din formelle baggrund, men derimod din tilgang til mennesker og din lyst til at lære og bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Har du en stærk interesse for arbejdsmiljø og sikkerhed, så er du måske den, vi leder efter.
Vi ser gerne, at du arbejder struktureret og systematisk og har evnen til at forankre forandringer i organisationen. Derudover trives du i en hverdag, hvor du skal være proaktiv og kunne håndtere akutte udfordringer, når de opstår – og samtidig formår at udnytte mere stille perioder til at fordybe dig i fx lovgivning og andet relevant materiale.
Du brænder for at finde løsninger, der skaber værdi for både medarbejdere og virksomhed, og du er nysgerrig, samarbejdsorienteret og dygtig til at skabe relationer på tværs af fagområder og afdelinger. Det er desuden vigtigt, at du behersker dansk i skrift og tale.
Vi tilbyder
Hos Meneta bliver du en del af en afdeling med bred kontaktflade i hele organisationen, hvor samarbejde og vidensdeling er en naturlig del af hverdagen. Du kan se frem til et afvekslende og spændende job med stor grad af ansvar og indflydelse, og du får mulighed for at sætte dit præg på arbejdsmiljøindsatsen.
Du vil få en grundig oplæring og løbende sparring, så du kan komme godt ind i opgaverne – uanset hvilken baggrund du kommer med.
Kulturen hos os er præget af høj faglighed og en seriøs tilgang til opgaverne, men samtidig værdsætter vi en uformel tone og et godt kollegialt fællesskab.
Løn efter kvalifikationer.
Yderligere informationer:
Meneta Advanced Shim Technology A/S (MAST) er en del af den globale virksomhed, Meneta Holding A/S, som oprindeligt blev etableret i 1953 i Stige ved Odense. Selskaberne i Meneta Holding A/S fremstiller en række produkter til automobilindustrien, herunder diverse bremsedele, fra egne fabrikker i Danmark, USA, Indien og Kina og har omkring 2.000 ansatte globalt.
MAST A/S fremstiller støj- og vibrationsdæmpende materialer til bremseindustrien og betjener primært de europæiske og amerikanske markeder med egne udviklings-, test- og produktionsfaciliteter i Danmark, USA og Tyskland. Selskabet beskæftiger ca. 170 personer totalt set og er absolut markedsledende i Europa. Se eventuelt flere informationer om Meneta på www.meneta.com.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex