Hjerteambulatoriet søger ny medarbejder, så banker dit hjerte for kardiologien? Søger du en arbejdsplads med mulighed for udvikling og selvstændighed? - da har vi den helt rigtige stilling til dig Vi søger en ny sygeplejerske til vores Hjertesvigtsklinik.

Er du uddannet sygeplejerske, med minimum 2 års erfaring ( gerne kardiologisk ) og synes du, ligesom os, at kardiologien er spændende, så skal du søge en stilling ved hjertemedicinsk ambulatorie.

Stillingen er på 37 t/uge gerne med opstart d. 1. september 2025 eller efter aftale. Arbejdstiden ligger på hverdage mellem kl. 7-16 og med weekendvagt hver 4. weekend på vores sengeafsnit E2 - Hjertesygdomme.

Ambulatoriet er opdelt i flere selvstændige sygeplejeambulatorier bl.a en atrieflimmer klinik, pacemaker/ICD kontroller, rehabilitering, Lipid behandling, hjertesvigt, blodprop og behandling og ultralyd af hjertet. Endvidere udfører vi hjerte-CT, arbejdstest, DC-konvertering samt påsætning og aflæsning af Holter. Vi assisterer ved kranspulsårer undersøgelser og implantation- / skift af pacemaker, og skaber det gode patientforløb som forløbssygeplejerske. Ambulatoriet varetager endvidere driften af det kardiologiske daghospital, hvor man i tæt samarbejde med lægen varetager pleje og behandling af patienter med hjertesvigt, endocardit og rytmeforstyrelser.

Din primære funktion vil være i Hjertesvigtsklinikken, hvor du i samarbejde med andre sygeplejersker, kommune og læger, sikrer livskvalitet og den bedste behandling for den enkelte hjertesvigtspatient.

Personalegruppen består af ca. 28 dedikerede sygeplejersker og 2 social- og sundhedsassistenter, som alle værdsætter selvstændigheden og de mange opgaver med specialiserede funktioner. Vi vægter samarbejde, humor og omsorg for hinanden højt. Ud over arbejdsfællesskabet prioriterer vi socialt samvær, og har en kultur, som er præget af ordentlighed, tillid og omsorg.

Du vil blive tilbudt:
  • Et struktureret introduktions- og oplæringsforløb med udgangspunkt i dine kompetencer
  • Erfarne sygeplejersker at sparre med
  • Fantastiske kollegaer, som brænder for det kardiologiske speciale
  • Mulighed for medbestemmelse af vagttype i sengeafsnittet
  • Et spændende speciale med mulighed for personlig og faglig udvikling
  • Et tæt samarbejde mellem læge og sygeplejersker
  • Et godt samarbejde med sengeafdelingen
  • En fleksibel arbejdsplads med mulighed for at tage hensyn til den enkelte
  • Et højt ambitionsniveau og stolthed over de tværfaglige resultater
Vi søger en sygeplejerske, der:
  • Minimum har 2 års kardiologisk eller anden relevant erfaring
  • Har interesse og flair for akutte og teknisk præget arbejdsopgaver
  • Har lyst og evne til at indgå i - og bidrage til et positivt og effektivt tværfagligt samarbejde
  • Har ro og overblik til at arbejde med både koncentrerede og akutte opgaver
  • Har interesse for korttidssygepleje og trives med højt patientflow
  • Kan lide at arbejde i en travl hverdag, hvor et godt kollegialt samarbejde er i højsæde
  • Kan bevare overblikket og prioritere opgaverne
  • Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar
  • Har erfaring og viden inden for hjertesygdomme
  • Har gode samarbejdsevner, er imødekommende og hjælpsom
Hvis du synes dette lyder som en stilling for dig, tilbyder vi gerne en følgedag i ambulatoriet.

Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen eller besøge ambulatoriet, kontakt Oversygeplejerske Annette Hviid Hansen på tlf. 7918 5948 / 2224 4258. Læs mere om afdelingen her


Ansøgningsfristen er d. 27. juli 2025.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende
Tiltrædelse 1. september 2025 eller efter aftale

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex