Studentermedhjælpere til VIVE
Vil du være med til at skabe den nyeste viden om forskellige befolkningsgrupper i Danmark og levere viden til beslutningstagere på alle niveauer i den offentlige sektor? …Så har du muligheden i VIVE!
VIVE i hhv. København og Aarhus søger studerende, som vil bidrage til vores forsknings- og analyseprojekter. VIVE er en uafhængig statslig institution, som producerer og formidler forskning og analyser om velfærdssamfundet og den offentlige sektor.
Som studentermedhjælper indgår du i VIVEs projektgrupper, og du vil komme til at samarbejde med forskere og projektledere, der arbejder med forsknings- og analyseprojekter på tværs af velfærdsområderne i hele den offentlige sektor.
Dine arbejdsopgaver bliver at assistere projektlederne med en række forskelligartede opgaver, der varierer fra projekt til projekt. Afhængig af dine kompetencer vil du få mulighed for at arbejde med enten kvalitative eller kvantitative metoder i forskellige projekter. Opgaverne kan bl.a. omhandle transskribering af interviews, kodning og analyse af kvalitative interviews, opsætning af online spørgeskema, indsamling af surveydata eller behandling af data i Excel, R eller STATA, deltage i casebesøg, skrive referater og andre administrative opgaver samt varetage mindre formidlingsopgaver.
Din profil er, at du er studerende på en samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse, fx økonomi, sociologi, antropologi, folkesundhedsvidenskab, statskundskab, psykologi eller andet. Du har skarpe analytiske evner og kvalitative og/eller kvantitative metodiske færdigheder. Det er en fordel, hvis du er vant til at arbejde systematisk og er i stand til at bevare overblikket over mange informationer på én gang. Vi forventer, at du er en person, som byder aktivt ind med din viden og dine færdigheder, og at du kan arbejde både selvstændigt og i teams.
Vi tilbyder et inspirerende fagligt miljø og et godt socialt fællesskab med højt til loftet. Du vil blive tilknyttet en af VIVEs fire afdelinger: Sundhed og Ældreliv, Sociale Forhold og Arbejdsmarked, Styring og Økonomi eller Uddannelse, Børn og Unge. Gennem dit arbejde hos VIVE kan du opnå erfaring med mange forskellige arbejdsområder, som kan styrke dit CV. Og ikke mindst kan du blive klogere på, hvordan forsknings- og analyseopgaver løses på en institution som VIVE. VIVE er i mange henseender en offentlig pendant til private analyseinstitutter.
VIVE ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle med den ønskede profil uanset personlig baggrund til at søge.
Spørgsmål når du søger. Skriv gerne i din ansøgning hvor lang tid du har tilbage af dit studie, og om du foretrækker at arbejde i København eller Aarhus. Derudover vil vi gerne vide, om dine stærkeste kompetencer og metodiske interesser er kvalitative eller kvantitative samt evt. hvilke områder du er interesseret i. Vi tager størst muligt hensyn til dine valg. Vi ser gerne at selve ansøgningen og CV’et max fylder én side hver.
Hvis du vil vide mere om VIVE og stillingerne, kan du finde yderligere oplysninger på vores webside (www.vive.dk) eller du kan kontakte projektmanager og studenteransvarlige i Uddannelse, Børn og Unge Mette Friis-Hansen på tlf.: 33 48 08 21, mail: mfh@vive.dk eller Nina Thorup Dalgaard på tlf.: 33 48 08 51, mail: nitd@vive.dk
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på grundlag af organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT vedrørende studentermedhjælpere, hvor timelønnen er 141,31 kr. Hertil kommer et tillæg efter 1 års ansættelse og et tillæg for evt. bestået bachelorgrad. Du ansættes som udgangspunkt med en gennemsnitlig arbejdstid på 12 timer om ugen, som kan tilpasses hverdagen som studerende og opgavernes deadlines. Vi forventer fleksibilitet af dig, og det modsvares selvfølgelig af fleksibilitet fra VIVEs side, f.eks. i eksamensperioder.
Ansættelsesmyndigheden er VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Ansættelsesområdet er Indenrigs- og Sundhedsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er i København (Herluf Trolles Gade 11, 1052 København K) eller i Aarhus (Søren Frichs Vej 36G, 8230 Åbyhøj).
Ansøgning
Du søger stillingen via vores elektroniske rekrutteringssystem og bilag uploades sammen med ansøgningen. På hjemmesiden www.vive.dk under Om VIVE -> Ledige stillinger, finder du adgangen til rekrutteringssystemet i stillingsopslaget. Ud over en kort motiveret ansøgning skal du medsende CV, karakterudskrift og bevis for, at du er indskrevet ved et universitet. Vi ser gerne, at du har 1,5-2 år tilbage af din uddannelse. Studerende som er tidligt i sin uddannelse, er også meget velkomne til at søge.
Ansøgningsfristen er onsdag den 13. august 2025, kl. 23:59.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i udgangspunktet i uge 34 eller 35 med henblik på ansættelse den 15. september 2025 eller 1.oktober.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex