Timelærere til korte- og videregående uddannelser ved Erhvervsakademi Dania - uopfordret
Er du en dygtig formidler, og er du dedikeret til at arbejde selvstændigt og stå på egne ben i undervisningen? Møder du vores studerende i øjenhøjde, og er det naturligt for dig at skabe et trygt og motiverende undervisningsmiljø omkring dig, hvor teori og praksis går hånd i hånd?
Så er du måske blandt de timelærere, vi kan få brug for til det kommende studieår.
Erhvervsakademi Dania har en bred vifte af korte og mellemlange videregående uddannelser, som du kan læse mere om her https://eadania.dk/uddannelser/, hvor du også har mulighed for at sætte dig ind i de tilhørende studieordninger.
Vi mangler løbende timelærere, og derfor vil vi gerne høre fra dig, som kunne tænke dig at undervise på deltid, og som har den nødvendige fleksibilitet til at arbejde med et varierende timetal. Arbejdstiden planlægges ved ansættelsen, så du har medindflydelse og ved, hvornår din undervisning og øvrige aktiviteter foregår.
Stillingen som timelærer
Som timelærer bringes din faglighed og erfaring i spil, og omdrejningspunktet vil være vores praksisnære tilgang til undervisningen og koblingen til erhvervslivet, vi som erhvervsakademi er kendt for.
Du skaber et læringsrum, hvor du sætter de studerende i centrum og hvor konstruktiv dialog, læring og motivation er drivkraften. Du vil indgå i et team af dygtige og dedikerede undervisere, hvor faglig kvalitet og engagement er et fælles mål.
Kvalifikationer
En ansættelse som timelærer kræver et kvalifikationsniveau, der samlet set er højere end afgangsniveauet for den uddannelse, du ønsker at undervise på. Derudover er det vigtigt, at du har en høj faglig indsigt i faget, en finger på pulsen, og en solid erfaring med dig fra praksis, som kan omdannes til relevante undervisningsforløb.
Har du erfaring med at undervise, og har du lyst til at gøre dig gældende i forskellige leveranceformer som fremmødeundervisning, hybridundervisning og online undervisning, er det et plus.
Kan du med din faglige baggrund undervise på flere fag, er det en fordel, men ikke et krav. Det er afgørende, at du kan skabe koblingen mellem teori og praksis, så vores studerende er klædt bedst muligt på til at løse deres opgaver ude i erhvervslivet.
Ansættelsen
Stillingen som timelærer er en deltidsstilling, og ansættelsestidspunktet vil blive efter aftale.
Der vil blive tale om en tidsbegrænset stilling, som udløber den 30. juni 2026.
Timeantallet for perioden kan variere i den enkelte timelærerstilling, men vil som udgangspunkt ikke overstige 500 timer i ansættelsesperioden. Undervisningen afvikles online på nogle uddannelser, men vil som udgangspunkt foregå på de campusser, hvor undervisningen udbydes. Dette aftales ved ansættelsen.
Ansættelsen vil være i henhold til
Cirkulære af 14. februar 2025 om overenskomst for eksterne lektorer og timelærere ved professionshøjskoler, erhvervsakademier m.fl. under Uddannelses- og Forskningsministeriet (medst.nr. 096-25). (Lærernes Centralorganisation)
eller
Cirkulære af 11. juni 2025 om overenskomst for eksterne lektorer og timelærere ved professionshøjskoler, erhvervsakademier m.fl. under Uddannelses- og Forskningsministeriet (medst.nr. 019-25). (Akademikerne)
Ansøgning og yderligere oplysninger
Hvis en timelærerstilling lyder som noget for dig, vil vi rigtig gerne modtage et motiveret CV fra dig senest søndag, den 10. august 2025 kl. 23.59, hvori du bl.a. fortæller os, hvilke fag du ønsker at undervise i, og hvorfor lige præcis de fag matcher dine kvalifikationer. Sammen med dit CV vil vi gerne have medsendt relevante eksamenspapirer.
Stillingen søger du via vores rekrutteringssystem, som du tilgår i bunden af opslaget.
Vi vil løbende kontakte relevante kandidater, så er du endnu ikke blevet kontaktet inden fredag, den 15. august 2025, er det fordi, vi til efterårssemestret 2025 ikke har en ledig stilling, som matcher dine kvalifikationer.
Hvis dette er tilfældet, gemmer vi din ansøgning i vores jobbank i seks måneder, så vi har mulighed for at kontakte dig, hvis der åbner sig en mulighed til forårssemestret 2026.
Du kan læse om, hvordan vi opbevarer dine data i vores persondatapolitik her https://eadania.dk/om-os/kontakt/persondata-og-gdpr/persondatapolitik/.
Erhvervsakademi Dania opfordrer alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen. Du bedes lade alle relevante erfaringer fremgå af dit CV, dog skal du undlade at oplyse fødselsdato, alder eller følsomme personoplysninger.
Har du spørgsmål eller brug for yderligere information om stillingen som timelærer, er du velkommen til at kontakte Dania HR & Løn på mail personale@eadania.dk. Grundet sommerferie kan der forekomme forlænget svartid.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex