Langeland Kommunes familieafdeling har i en længere periode været under stort pres og har haft en del opmærksomhed. Vi lægger ikke skjul på, at vi er en afdeling, der har kæmpet med at finde stabilitet og arbejdsglæde i en kompleks virkelighed. Alligevel står vi et sted, hvor vi har besluttet os for at tage næste skridt; At styrke det faglige fundament, skabe ledelsesmæssig retning og genvinde tilliden til vores vigtige arbejde.

Derfor søger vi nu en teamleder, som sammen med lederen af afdelingen, vil stå i spidsen for denne udvikling. Du skal ikke komme med løfter om mirakler - men med vilje til at lytte, tage ansvar og bidrage til, at vi sammen kan bevæge os fremad. Du skal have erfaring fra det specialiserede børne- og ungeområde, kende lovgivningen og kunne støtte dine kollegaer i komplekse sager - men du skal også være et menneske, der tror på, at forandring skabes gennem relationer, flid og tillid.

Vi er i gang med at opbygge en ny struktur med en leder af Familieafdelingen, på sigt 2 teamledere, samt en stor opnormering på ca. 60% flere socialrådgivere. Hertil er der stor lokalpolitisk opbakning i kommunen til, at vi nu styrker afdelingen og det vigtige arbejde vi brænder så meget for. Vi står foran et omfattende samarbejde med Social- og Boligstyrelsens Task Force, og hertil er vi pt. understøttet med både vikarer og konsultativ bistand udefra. En bistand du også vil få gavn af i din første tid, bl.a. med sparring i din nye rolle som teamleder.

Så har du lyst til at være med til at skabe struktur, kultur og understøtte kvalitet og sikre nærværende ledelse i en afdeling, hvor forandring ikke er et valg - men en nødvendighed?

Teamlederrollen:
I Familieafdelingen arbejder vi med Barnets Lov, og ofte med sager der kræver både juridisk indsigt og menneskelig forståelse - også på børnehandicapområdet. Vi står midt i en vigtig udviklingsrejse, hvor der er brug for din tydelige ledelse, din stærke koordinering og din evne til at give trygge rammer for faglighed.

Som teamleder bliver du en del af ledelsesteamet og får en central rolle i den daglige organisering af arbejdet. Du skal kunne være tæt på både medarbejdere og sager i teamet - og samtidig have blik for den faglige og organisatoriske retning, vi skal i som afdeling. Du vil samarbejde med lederen af Familieafdelingen, din teamlederkollega og naturligvis med interne og eksterne samarbejdspartnere samt familier, børn og unge i kommunen.

Du bliver teamleder for ”dit” team - med et klart mandat til at præge, forme, lede og forbedre.

Dine opgaver kan fx være:
  • Daglig personaleledelse og faglig sparring med socialrådgiverne
  • Koordinering med teamlederkollega, leder mfl. om bl.a. opgaver og prioriteringer
  • Sikre fremdrift og overblik i sagsbehandlingen og understøtte en stabil og velkoordinereret afdeling
  • Deltage i strategiske indsatser, fx Task Force-arbejdet, udvikling af arbejdsgange og implementering af ny lovgivning mm. Bl.a. ved at holde oplæg eller forestå læring i afdelingen
  • Bidrage til en kultur med psykologisk tryghed, faglig nysgerrighed og ordentlighed – i både ord og handling
  • Faglig sparring, rådgivning eller ”gå-med-funktion” i særligt komplekse sociale sager
  • Du vil skulle samarbejde med afdelingslederen om udarbejdelsen af ledelsestilsyn og økonomiopfølgning, samt formidling og sparring omkring de fund der bliver gjort
  • Udvikle og tilpasse fraser, arbejdsgangsbeskrivelser mv.
  • Rekruttering, ansættelsessamtaler og onboarding af nye kollegaer i teamet
  • Synlig repræsentant for familieafdelingen udadtil, bl.a. i samarbejdet med PPR, skoler, kommunens ”Flexhus” (Familiehus) mfl.
  • Samarbejde med familieplejekonsulent om match i anbringelsessager og bl.a. ved kontraktindgåelse
Du vil i samarbejde med ledelsen og på sigt med den anden teamleder være med til at præge opgavefordelingen, baseret på netop din erfaring, motivation og faglige kvalifikationer. Dette kan bl.a. også være ift. handicapsager, særlig viden eller interesse om plejefamilier, kontraktindgåelse eller andet relevant.

Er du lige den vi står og mangler?
For at kunne varetage rollen som teamleder i en afdeling, der både har brug for retning og stabilitet, er det vigtigt, at du kommer med solid erfaring fra det specialiserede børne- og ungeområde. Du har sandsynligvis en baggrund som socialrådgiver og har stået midt i komplekse sager, hvor både lovgivning, etik, økonomi og virkelighed spiller ind. Du ved, hvad det kræver at holde hovedet koldt - og hjertet varmt.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag ét. Men vi håber, du kan sætte flueben ved flere af følgende:
  • Du kan samarbejde - også når det bliver svært. Du kommunikerer klart og ordentligt
  • Du har erfaring med faglig sparring og evner at møde dine kolleger med respekt og faglighed
  • Du har også et økonomisk blik og forstår at faglighed og økonomi hænger sammen
  • Du er tillidsvækkende, nysgerrig og tydelig i din lederrolle
  • Du kan arbejde systematisk med stort overblik og med stor arbejdskapacitet
  • Du har måske erfaring med DUBU - og måske endda som superbruger?
  • Du har ledererfaring eller mod på rollen fra tidligere opgaver hvor du var i ”lederrollen”

Hvem er vi?
Du vil referere til lederen af Familieafdelingen. Du vil have et delt personaleansvar for dit team (sammen med lederen af Familieafdelingen).

Familieafdelingen er organisatorisk placeret under Borger, Social og Arbejdsmarked, og har adresse på Rådhuset, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing.

Løn- og ansættelsesvilkår følger den gældende overenskomst. Du vil blive tilbudt løbende supervision/ledelsessparring, og have muligheden for at uddanne/kompetenceudvikle dig i rollen. Dette kunne være med en formel lederuddannelse, hvis du ikke har dette i dag. Vi imødekommer også gerne hjemmearbejde.

Der forventes afholdelse af samtaler i uge 27. Der vil blive indhentet offentlig straffeattest samt børneattest.

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konstitueret Borger-, Social- og Arbejdsmarkedschef Mads Møller Hansen på telefon 21 55 31 95.

Send ansøgning vedlagt relevante bilag digitalt senest mandag den 30. juni 2025.

Overvejer du at flytte med jobbet?
I Langeland Kommune skaber vores levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Uanset hvor du slår dig ned er der smuk natur, fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser.

Gå på opdagelse i alt det, Langeland Kommune har at tilbyde dig og din familie på Flyt til Langeland og Strynø.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex