Børn & Unge i Viborg Kommune søger en leder til Unoden, et musikalsk børnehus, med tiltrædelse den 1. oktober 2025.
Vi søger en stærk og engageret leder, der kan skabe retning og struktur i en dynamisk hverdag, samtidig med at vedkommende arbejder tæt på og sammen med børn og personale. Hvis du brænder for at skabe kvalitet i dagtilbud og har en pædagogisk tilgang med fokus på børns udvikling, kan denne stilling være noget for dig.

Unoden er et unikt børnehus, der emmer af sang og rytme, hvor musikken naturligt prioriteres som pædagogisk redskab, der dagligt bruges sammen med børnene. Du skal videreføre ”Unoden ånden”, der bedst beskrives ved at alle føler sig velkommen og modtaget af begejstrede autentiske børn og voksne, så snart man træder ind i Unoden. Som leder vil du stå for den daglige personaleledelse, udviklingen af den pædagogiske praksis og administration af børnehusets budget. Unoden er normeret til 85 børnehavebørn og 27 vuggestuebørn, og du vil lede en dedikeret personalegruppe, der består af pædagoger, assistenter, medhjælpere, studerende og køkkenpersonale. Personalegruppen værdsætter forskellighed og prioriterer, at der er plads til alle, men ikke alt. I Unoden arbejder vi for at sikre lige deltagelsesmuligheder for alle børn, hvor målet er, at hvert barn oplever at være i privilegerede positioner.

Om jobbet
Som leder af Unoden bliver du en del af et større fællesskab i dagtilbudsområdet, og du får ansvar for at skabe kontinuerlig udvikling af kvaliteten i børnehuset. Du skal være en synlig leder, der skaber tillidsfulde relationer og styrker fællesskabet blandt både børn og medarbejdere. Du skal have en strategisk tilgang til den pædagogiske praksis, hvor du samarbejder med personalet om at skabe struktur og høj kvalitet i Unoden.
Det er vigtigt, at du investerer tid i at opbygge stabile relationer og skabe et udviklende miljø med klare rammer for samarbejdet. Kommunikation og inddragelse af forældre er en central del af rollen. Stillingen er på fuld tid og indebærer ledelse uden at indgå i den pædagogiske normering, dog skal du forvente at træde til i særlige situationer.

Om dig
Vi søger en leder, som
  • har en pædagogisk uddannelse og erfaring med 0-6 års området
  • har ledelseserfaring, herunder personale- og strategisk ledelse
  • har eller er villig til at tage diplom i ledelse
  • kan sætte klare rammer og samle medarbejdere og forældre om udviklingen af børnehuset
  • faciliterer processer, der fremmer refleksion over pædagogisk praksis.

Personlige kompetencer
Vi lægger vægt på, at du:
  • har en udviklende og inkluderende ledelsesstil baseret på Viborg Kommunes 4 syn
  • er beslutningsdygtig og står fast, også ved uenighed
  • er lyttende, nysgerrig og ser det hele menneske.

Om os
Vi tilbyder:
  • et stærkt samarbejde med forældrerådet
  • en stabil personalegruppe med fokus på fællesskab og forskellighed
  • et unikt børnehus med en helt særlig ånd, ”Unode ånden”.

Om ledelse i Viborg Kommune
Unoden er en del af område 3 med ni børnehuse, og som leder indgår du i et team af børnehusledere med områdelederen som nærmeste leder. Du får indflydelse på udviklingen i lederteamet, der prioriterer faglig ledelse og kvalitet. Vi tilbyder onboarding med en mentor og en defineret plan, så du får en god start på jobbet.

Som leder i Viborg Kommune bliver du en del af en stor og mangfoldig, politisk styret organisation, hvor ledelse bygger på vores personalepolitiske værdier – Mangfoldighed, Ordentlighed, Dygtighed = MOD, Viborg Kommunes ledelsesgrundlag og MED-aftale. Du kan læse mere om de personalepolitiske værdier, ledelsesgrundlaget og MED-aftalen på viborg.dk
Viborg Kommune ønsker at skabe mere helhed og sammenhæng for borgerne. Derfor har byrådet vedtaget en sammenhængsmodel der danner grundlag for den politiske styring af kommunen og sætter mål, som skaber værdi for borgerne.

Yderligere oplysninger
Læs mere om jobbet i den vedhæftede job- og kompetenceprofil

Hvis du har spørgsmål om jobbet som Børnehusleder i Unoden er du velkommen til at kontakte områdeleder Rudi Mikkelsen på telefon 40 16 27 15 eller børnehusleder Charlotte Torpdal Christensen på telefon 51 51 33 02.

Løn og ansættelse
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst.
Forud for ansættelsen skal der foreligge en børneattest/straffeattest.

Ansættelsesproces
Vi afholder første samtale mandag den 18. august 2025 om eftermiddagen.
Den anden samtale afholdes mandag den 25. august om eftermiddagen.

Kandidater, der går videre til anden samtale, får lavet en personprofil inden anden samtale.
Du skal sætte tid af til en samtale om din personprofil torsdag den 21. august mellem 08.00-12.00.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex