Ryde-Handbjerg Menighedsråd søger en kirkesanger med tiltrædelse den 15.august 2025 eller snarest derefter.

Stillingen er i gennemsnit på ca. 2 timer om ugen. Du bliver den ene af to kirkesangere, hvor arbejdstiden fordeles, så I arbejder på skift hver anden måned.

I Ryde-Handbjerg Sogn har vi to kirker, hvor vores præst og kirkesangere varetager tjenester i begge kirker. Vi har et engageret lokalsamfund som rummer både tradition og fornyelse, hvor der er plads til nærvær, fællesskab og kirkeliv i øjenhøjde.

Kirkesangerne skal varetage følgende opgaver

  • Bede ind- og udgangsbøn
  • Synge for ved gudstjenester og øvrige kirkelige handlinger, som f.eks. vielser, begravelser/bisættelser og dåb
  • At hjælpe præsterne ved altergang
  • Deltage ved hverdagsgudstjenester/arrangementer efter aftale med præsterne
  • Lukke af efter gudstjenesten

Den pågældende ledige stilling er sammenlagt på 175 timer årligt. Timerne dækker gudstjenester og øvrige kirkelige handlinger og ligger hovedsageligt i forbindelse med gudstjenester søndag formiddag/helligdage, samt lejlighedsvis tjenester/kirkelige handlinger på ugens øvrige dage eller om aftenen.

Vi forventer, at du

  • Har en god sangstemme – og ser gerne, at du har en vis erfaring
  • Kan synge for ved gudstjenester og øvrige kirkelige handlinger, som vielser, begravelser/bisættelser og dåb
  • Er villig til at synge salmer/sange uden for salmebogen
  • Kan indgå ved kirkelige handlinger og tilpasser dig de forskellige stemninger, afhængig af anledningens karakter
  • Du er opmærksom og har ”blik” for de mennesker, som kommer i kirken
  • Er villig til at indgå i samarbejde med præster, organister og gravere om de kirkelige arbejdsopgaver
  • Har kendskab til Folkekirken og er positiv over for det, vi står for
  • Du yder et positivt bidrag til et godt arbejdsmiljø, hvor vi hjælper hinanden

Hos os får du

  • To menighedsråd, der har fokus på at sikre et godt arbejdsmiljø
  • En personalegruppe, der samarbejder om gudstjenesterne på tværs af arbejdsområder
  • En behagelig omgangstone med plads til alle
  • Mulighed for at dygtiggøre dig med relevante kurser
  • Mulighed for at byde ind med nye tiltag
  • God intro - og oplæring tilbydes

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse af en kirkesanger vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

Årslønnen for en kirkesanger aftales indenfor intervallet 323.233,66 kr. - 460.607,84 kr. (nutidskroner) på en fuldtidsstilling. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.770,49 (nutidskroner). OK tillæg på kr. 1.048,13 pr. år (nutidskroner).

Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk kirkemusikerforening inden ansættelsen.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til kontaktperson for Karen Rossel, tlf. 2055 5373.

Ansøgningen skal være Menighedsrådet i hænde senest den 1.august kl.12.00.

Ansættelsessamtaler og prøvesang forventes at finde sted i uge 32 - aftales.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex