Brænder du for at forhandle kontrakter i internationale sammenhænge samt vejlede forskere i komplekse GDPR-spørgsmål?

I SDU RIO Legal Services søger vi tre erfarne jurister (Cand. Jur. eller Cand. Merc. Jur.) til at varetage en række spændende og udfordrende kontrakt- og persondataretlige opgaver med opstart snarest muligt.

Om stillingen

Som jurist i Legal Services bliver du tilknyttet enten det kliniske team eller GDPR-teamet. Du får tildelt mange forskellige opgaver, som giver et alsidigt og godt indblik i samspillet mellem aftale-/obligationsret, GDPR og sundhedsret, herunder internationale standarder og reguleringer.

Dine opgaver kan blandt andet bestå af:

  • Rådgivning af forskere om GDPR og forskningssamarbejde
  • Udarbejdelse af risikovurderinger
  • Håndtering af sikkerhedsbrud
  • Udarbejdelse og forhandling af aftaler om kliniske forsøg og forskningssamarbejdsaftaler

Du vil indgå i en spændende og udviklingsorienteret hverdag med direkte kontakt til nationale og internationale virksomheder og samarbejdspartnere. Opgaverne giver rig mulighed for at anvende erhvervsret i sammenhæng med forvaltningsret, samt mulighed for fordybelse inden for et juridisk nicheområde.

Hvem er SDU RIO?
Legal services er en del af SDU Research & Innovation Organisation (SDU RIO) – og vi arbejder for at opfylde SDU’s målsætning om at binde forskning og praksis sammen. Det gør vi i en række forskellige teams bestående af konsulenter og eksperter – og ét af dem er Legal Services, hvor vi understøtter bl.a. forskere med juridisk rådgivning.

I Legal Services løser vi en bred vifte af juridiske opgaver for SDU, ligesom vi også bistår Region Syddanmark og Region Sjælland med juridisk rådgivning.

I forbindelse med udarbejdelse og forhandling af kontrakter vejleder vi ofte også om spørgsmål inden for persondataret (GDPR), immaterialret og konkurrenceret. Stillingen kræver derfor konkret erfaring og interesse inden for disse områder samt et godt kendskab til aftale- og obligationsret.

Legal Services består af 30 medarbejdere, herunder 23 jurister og 7 stud.jur.

Om dig
Du er Cand. Jur. eller Cand. Merc. Jur. med konkret erfaring indenfor udarbejdelse og forhandling af forskningskontrakter og/eller GDPR-retlige forhold i forskningsregi.

Du bliver en del af en dagligdag, hvor du sammen med dine kompetente kolleger får mulighed for stor personlig og faglig udvikling gennem selvstændig opgaveløsning. Det vil derfor være en fordel, at du:

  • Arbejder struktureret og målrettet og trives i en alsidig hverdag med mange bolde i luften.
  • Kan løse dine opgaver selvstændigt med kvalitet og ansvarsbevidsthed, men samtidig ikke er bange for at spørge dine kolleger til råds.
  • Har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner på både dansk og engelsk.
  • Er udadvendt og serviceminded og har mod på at tage kontakt til kollegaer og samarbejdspartnere på alle niveauer.
  • Har gå-på-mod, engagement og lyst til at indgå i et godt socialt fællesskab med dine kolleger.

Løn og ansættelse
Arbejdsstedet vil være SDU RIO, Videnbyen, Cortex Park, som ligger lige ved siden af universitetet.

Vi tilbyder dig en arbejdstid på gennemsnitligt 37 timer per uge. Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst.

Ansøgning og øvrige oplysninger

Ansøgningsfristen er den 18. juni 2025 kl. 23.59.59.

Ønsker du yderligere oplysninger eller har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefjurist Jan I. Kristensen: jik@sdu.dk eller telefonnummer: 3170 2100.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Om SDU

Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex