Konferenceservice på CBS søger kollega med gode IT-kundskaber (tidsbegrænset)
Arbejdet i CBS Konferenceservice
Konferenceservice projektleder og udfører de største årlige events på CBS i samarbejde med både interne og eksterne aktører. Konferenceservice rådgiver bl.a. CBS-enheder om planlægning og afvikling af konferencer og events. En stor del af denne support består i at opsætte websites til f.eks. deltagerregistrering og -betaling. Paletten af opgaver er derfor bred og indeholder f.eks.:
- Rådgivning af og kommunikation med en bred gruppe af interne- og eksterne
samarbejdspartnere - Opsætning og layout af konference-websites, primært i Conference Manager
- Optimering af arbejdsgange og afdækning af platforme
- Udarbejdelse af projekt- og kommunikationsplaner
- Afvikling af mindre events
- Budget og økonomiopgaver ifm. events
- Praktiske opgaver som mødeplanlægning, logistik og bestilling af catering
Det primære arbejde i denne rolle foregår bag skærmen, og vores nye kollega vil få ansvar for leverancer til projektlederne i teamet i forbindelse med events. Det er f.eks. ansvaret for at procesoptimere på dataindhentning. Vi forestiller os derfor, at du har indgående kendskab til IT, er glad for at arbejde i systemer og har erfaring med at afdække muligheden for nye systemer og optimering af arbejdsgange.
Vores nye kollega skal trives med at arbejde sammen med kolleger i og uden for teamet, påtager sig professionelt ansvar og sikrer, at opgaver løses med høj kvalitet. I planlægningsprocessen foregår arbejdet på kontoret, og arbejdspresset øges op imod afvikling.
Da ansættelsen er tidsbegrænset, søger vi en kollega med indgående kendskab til universitetsverdenen og gerne CBS, så du hurtigt kan navigere i organisationen blandt interessenter.
Vi forventer, at du har en engageret indstilling til dit arbejde. Du har også styr på opfølgning af dine opgaver og ansvarsområder, og på den måde bidrager du til teamets samlede præstation.
Vi lægger vægt på følgende kvalifikationer og egenskaber:
- Struktureret, omhyggelig og detaljeorienteret
- Gode kommunikationsevner
- Gode samarbejdsevner og evne til at navigere i en politisk organisation
- Grafisk forståelse (erfaring med Adobe Creative Cloud)
CBS er en dynamisk arbejdsplads med et mangfoldigt internationalt miljø, og her er plads til forskellighed og rig mulighed for netværksdannelse på tværs. I Konferenceservice har vi et godt kollegialt samvær og tæt samarbejde. Vi er en del af Afdelingen for Lokale- og Konferenceservice (LOK), som samlet består af 4 teams, og der er i afdelingen fokus på at levere med faglig stolthed og understøtte CBS’ kerneaktiviteter, som er forskning og uddannelse. Afdelingen er en del af CBS-enheden Campus Services.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation. Ansættelsen er tidsbegrænset til 1 år. Der vil ved ansættelsen være mulighed for forhandling af personligt tillæg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med tilbud om flekstid mv. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Allan Stockfleth Olsen på tlf. 3815 4210 eller e-mail aso.cs@cbs.dk – alternativt til conferences@cbs.dk .
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 17. juni. Der vil blive afholdt samtaler i uge 26.
Din ansøgning
Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter ansøgning med oplysninger om tidligere beskæftigelse, eksamenspapirer og CV.
Ansøgningsfrist: 17. juni 2025.
Søg online
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS
CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder.
Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk.
Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet.
CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-identitet, kulturel baggrund m.m. at søge.
Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex