Teamleder til Børneterapien, Aarhus Kommune
- Brænder du for gennem ledelse at gøre en forskel for børn og unge med fysiske funktionsnedsættelser?
- Er du en åben og nysgerrig samarbejdspartner og har du stærke relationelle og kommunikative kompetencer?
- Befinder du dig godt i en kompleks og foranderlig hverdag?
Så er det måske dig, vi søger.
Om jobbet:
Børneterapien blev etableret i 2022 og har været i stor vækst siden. Vi har en af vores teamleder-stillinger til besættelse, da den ene af vores to teamledere søger tilbage til sit oprindelige fag. Som teamleder skal du være med til at arbejde for, at vi fastholder og fortsat udvikler høj kvalitet og stærk faglighed i indsatserne til børn og unge samtidig med, at vi fastholder det gode arbejdsmiljø, der har præget vores afdeling fra start.
Børneterapien er et tværfagligt tilbud med fysio-, ergo- og musikterapeuter, socialrådgivere og administrative medarbejdere. Opgaverne i Børneterapien er alsidige og omfatter forskelligartede indsatser: fx indsatser på genoptræningsplan, barnets lov, i specialdagtilbud, vederlagsfri fysioterapi mv. Organiseringen i Børneterapien tager højde for både bredde og fleksibilitet samt specialisering indenfor forskellige områder. Alle terapeuter har opgaver indenfor et stort fælles felt, og er samtidig tilknyttet et eller to mindre opgaveområder.
Der er stor bredde i børnenes alder, diagnoser, udfordringer og ressourcer. Indsatserne i Børneterapien tager afsæt i en familiecentreret tilgang med tæt koordinerede indsatser på tværs af afdelinger og sektorer med henblik på at skabe sammenhængende indsatser for børn/unge og deres familier. Der er derfor et tæt samarbejde med sygehus, skoler, dagtilbud, PPR, sundhedsplejen m.fl.
Som teamleder får du ansvar for:
- Den daglige drift af indsatser på specialdagtilbudsområdet
- Den daglige drift af vejledningsindsatser i almene skoler og dagtilbud
- Personaleledelse af ca. 20-22 medarbejdere fordelt på 3 teams (der er 48 medarbejdere i afdelingen i alt)
Personaleledelsen indeholder bl.a.:
- Afholdelse af sygefraværssamtaler, intro-samtaler, MUS
- Deltagelse i ansættelses- og fratrædelsesprocesser
- Ferieplanlægning med teamleder-kollega
- Faglig/organisatorisk sparring til medarbejdere
- Opfølgning på uønskede hændelser / utilsigtede hændelser
- Facilitering af fortsat erfarings- og videndeling i dine teams
Som teamleder vil du indgå i et børnelederforum med tæt samarbejde med din teamleder-kollega og med øverste leder af Børneterapien. Du behøver derfor ikke have indgående kendskab til området fra start – det kan vi hjælpe dig med at få. Du vil referere til øverste leder af Børneterapien, som har det overordnede ansvar for Børneterapiens drift, personale, strategi, økonomi og udvikling.
Eksempler på opgaver for en teamleder i Børneterapien:
- Ansvarlig for den daglige drift på specialdagtilbudsområdet samt på vejledende indsatser i almene skoler og dagtilbud
- Indgår i det eksterne samarbejde, der vedrører daglig drift – leder af Børneterapien vil have ansvar for udvikling og ændring i samarbejdsaftaler, sagsgange mv.
- Understøtter implementering af nye opgaver og udvikling
- Understøtter øverste leder og bidrager til samstemt og helhedsorienteret styring af afdelingen, så Børneterapien fortsætter med at fungere som én sammenhængende afdeling
- Håndterer eksterne henvendelser fra forældre og samarbejdspartnere
- Bidrager til udvikling af afdelingen sammen med teamleder-kollega og øverste leder af Børneterapien
- Sikrer løbende justering af procedurer, personalehåndbog mv.
Din faglige profil
- En sundhedsfaglig uddannelse som ergoterapeut eller fysioterapeut vil være en fordel, og ellers skal du have anden relevant uddannelse med kendskab til området
- Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en koordinator- eller teamlederstilling
- Du har stærke relationelle kompetencer og kommunikative færdigheder
- Du er dygtig til tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
- Det er en fordel, hvis du har relevant erfaring med pædiatri eller neurologi, men det er ikke et krav
- Du er en dygtig formidler og har gode skriftlige kompetencer
Din personlige profil
- Du er holdspiller og kan facilitere processer og guide/lede mennesker
- Du lægger vægt på tillid, dialog, fællesskab og fælles retning og kan samtidig være tydelig og rammesættende
- Du kan lytte, inddrage, kommunikere tydeligt og træffe beslutninger
- Du møder andre med åbenhed, nysgerrighed, tillid og respekt
- Du har et stort personligt drive og arbejdskapacitet
- Du er udviklingsorienteret og trives i en funktion under udvikling og forandring
- Du arbejder selvstændigt med dine opgaver og har samtidig en god fornemmelse for, hvornår dit arbejde kræver involvering af medarbejdere og/eller leder
- Du har struktur, et godt overblik og løser dine opgaver med stor ansvarlighed
Derfor skal du vælge os
- Du bliver en del af en velfungerende arbejdsplads med dygtige kolleger, et godt arbejdsmiljø med trygge læringsrum og en enhed under udvikling
- Du bliver en del af et godt og stærkt ledelsesteam med mulighed for sparring og refleksion fra både øverste leder og teamlederkollega
- Børneterapien har et stærkt tværfagligt miljø præget af stort engagement, høj faglighed og dedikation i forhold til at skabe solide og sammenhængende tilbud til børn og unge i målgruppen samt deres familier. Omdrejningspunktet for arbejdet er en helhedsorienteret og familiecentreret tilgang, der bygger på den bio-psyko-sociale model og ICF-CY
- Vi er en arbejdsplads med høj trivsel. Vi dyrker det kollegiale fællesskab – både fagligt og socialt - og vi lægger vægt på en god omgangstone med plads til humor, smil og grin i dagligdagen
- "Børn og unge-politikken" og "Stærkere Læringsfællesskaber" er en del af vores DNA
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes som udgangspunkt tiltrådt den 1. august 2025.
Der er tale om en stilling på 37 timer/uge. Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted vil være i Børneterapiens lokaler på MarselisborgCentret i Aarhus. En stor del af opgaverne og møderne vil foregå ude i kommunens dagtilbud, skoler eller på andre matrikler, hvorfor egen bil er påkrævet.
Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du vil vide mere:
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte leder af Børneterapien Line Nørgaard (telefon: 4185 7320) onsdag den 11/6. Træffes bedst kl. 8.00-9.30.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
- Ansøgningsfristen er den 15. juni 2025
- Samtaler forventes afholdt med 1. samtalerunde den 18. juni og 2. samtalerunde den 24. juni 2025
I Børn og Unge har vi en generel politik om, at der ved ansættelser indhentes referencer samt straffe- og børneattest. Du må derfor forvente at blive anmodet herom, hvis vi tilbyder dig stillingen.
Om os
Børneterapien er forankret i Sundhed, som er en del af Pædagogik, Organisation og Sundhed i Magistratsafdelingen for Børn og Unge. Afdelingen beskæftiger sig med at fremme fysisk og mental sundhed samt trivsel hos børn og unge, dels gennem forebyggende indsatser, dels ved at yde hjælp til særligt udsatte børn og unge. Sundhed repræsenterer udover Børneterapiens medarbejdere en stor bredde af fagligheder: Sundhedsplejersker, kommunale Børn og Unge-læger, pædagogiske konsulenter, akademiske konsulenter og administrative medarbejdere.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex