Studieadjunkt eller studielektor til Sektion for Strategi og Stormagtskonkurrence ved Forsvarsakademiet
Lige nu søger vi en underviser til Sektion for Strategi og Stormagtskonkurrence under Institut for Strategi og Krigsstudier (ISK) ved Forsvarsakademiet (FAK). Stillingen kan søges som en studieadjunktstilling (midlertidig stilling) eller som en studielektorstilling (permanent stilling der kræver visse kvalifikationer).
Om os
Institut for Strategi og Krigsstudier er Forsvarets undervisnings- og forskningsenhed inden for militærstrategi, sikkerhedspolitik, krigs- og konfliktteori, krigshistorie og kulturforståelse. Instituttet bidrager med undervisning, uddannelsesudvikling, forskning og udvikling (FoU), samt, i mindre omfang, rådgivning og formidling. Uddannelse omfatter alt fra almindelig kursusaktivitet, undervisning ved Forsvarets sprogskole, til de militære professionsbachelor-, diplom- og masteruddannelser. Instituttets medarbejdere besidder en dyb militærfaglig baggrund fra alle værn – eller en civil uddannelses- og forskningsbaggrund inden for samfundsvidenskabelige og humanistiske retninger.
ISK er et af fire institutter under Fakultetet på FAK og har for tiden 34 faste medarbejdere, hertil kommer en række projektansatte, studentermedhjælpere og praktikanter.
Sektion for Strategi og Stormagtskonkurrence leverer uddannelse og praksisnær forskning og udvikling samt myndighedsbetjening om stormagtskonkurrencen mellem Kina, Rusland og USA og dens implikationer for Forsvaret og for Kongeriget Danmark. Vi har både civile og militære baggrunde og besidder ekspertise inden for en bred vifte af områder, herunder dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, cyberkonflikt- og strategi, stormagtskonkurrence, hybrid krigsførelse og internationalt forsvarssamarbejde med særligt fokus på NATO. Derudover har vi omfattende områdeekspertise om især Kina, Rusland, USA, Indo-Pacific og Arktis.
Om stillingen
Du underviser i og formidler ny militærfaglig viden om militærstrategi, stormagtsforhold og militære forhold i tæt samarbejde med dine militære kolleger og civile forskere. Forsvarets rolle i NATO’s afskrækkelse af Rusland, stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina i Asien og i forsvaret af Færøerne og Grønland er blandt de emner som skal gøres levende for fremtidens officerer.
Du skal således følge med i aktuelle militære og politiske dynamikker og være interesseret i at formidle relevante og aktuelle problemstillinger til kadetter og studerende. Det er særligt vigtigt, at du kan formidle relevante begreber og teorier med brug af praktiske eksempler og cases i din undervisning og at du er klar til at vejlede kadetter og elever i opgaveskrivning og fungere som eksaminator. Stillingen vil også forventeligt indebære ansvar for faglig udvikling af eksisterende og nye moduler, hvilket kan indebære opgaver med projektledelse og koordinering.
Jobbet kan indebære en del rejseaktivitet og perioder med travlhed. Det forventes, at man som studieadjunkt eller –lektor er aktivt til stede på tjenestestedet, som er Svanemøllen Kaserne og/eller Frederiksberg Slot.
Særligt om studieadjunktstillingen
Stillingen som studieadjunkt påkræver, at du inden for en aftalt periode (maksimalt seks år) kan opkvalificere dig til studielektor på baggrund af opnået universitetspædagogikum og undervisningserfaring efter de gældende retningslinjer som fremgår af FAK’s bestemmelser.
Særligt om studielektorstillingen
Studielektorer ansættes permanent. Du kan søge stillingen hvis du har gennemført et adjunktur, herunder omfattende undervisningserfaring og gennemført pædagogikum.
Om dig
Uanset hvilken stilling du søger, har du en akkrediteret uddannelse på kandidatniveau inden for en relevant disciplin (statskundskab, internationale forhold, sociologi, historie o.l.).
Studieadjunkt
Søger du stillingen som studieadjunkt, har du interesse for og gerne erfaring med undervisning om samfundsmæssige forhold. Praktisk erfaring med militære forhold, undervisningsudvikling og projektledelse er en fordel, men ikke et krav – ligesom det er en fordel, men ikke nødvendigt, hvis du tidligere har undervist fag om stormagtsforhold, strategiske studier eller forsvars- og sikkerhedspolitik.
Studielektor
Søger du stillingen som studielektor gælder samme forventninger som til en studieadjunkt, men det forventes ydermere, at du har gennemført pædagogikum og har betydelig erfaring med undervisning om samfundsmæssige forhold, gerne stormagtsforhold, strategiske studier eller forsvars- og sikkerhedspolitik.
Du har en stærk faglig baggrund og en smittende begejstring for undervisning, hvor viden bliver levende, og hvor kadetter og studerende bliver aktivt inddraget, udfordret og motiveret. Du skal være nysgerrig på moderne didaktik og pædagogiske former, ligesom du er nysgerrig og har en interesse for de forsvars- og sikkerhedspolitiske udfordringer som Forsvaret står overfor i de kommende år.
Du er en konstruktiv teamplayer der træder til for at hjælpe dine kollegaer med at løse den fælles opgave. Du kan bidrage til et stærkt fagligt miljø med mange forskellige militære og civile fagligheder, hvilket kan indebære respekt for anderledes perspektiver og engagement i faglige diskussioner. Du er klar til at være en del af Forsvaret og er indforstået med de særlige arbejdsforhold der kendetegner en militær organisation.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten) og Cirkulære om protokollat om visse ansættelsesvilkår for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, og civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet og Bestemmelse vedr. stillingsstruktur for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, samt civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er på Svanemøllen Kaserne.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontrakt og ansøgning
Du er velkommen til at høre mere om stillingen hos sektionschef Jon Rahbek-Clemmensen på telefon 5090 9607.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.
Ansøgningsfristen er den 17. juni 2025. Samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er ledig til besættelse fra den 1. august 2025 eller efter aftale.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket.
Ansøgningen skal indeholde:
- Cover letter, der angiver om du søger stilling som studieadjunkt eller studielektor
- Detaljeret CV
- Angivelse af sprogkundskaber
- Referencer
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling inden for de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed.
Læs mere på fak.dk.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex