Er du ambitiøs på børnenes, medarbejdernes og dine egne vegne, så læs videre her.

Vores daglige leder i Mariehuset skal på barsel, og derfor vil det være muligt at varetage hendes stilling, frem til hun er tilbage i sommeren 2026.

Mariehuset er en daginstitution, med børn i alderen 18 mdr. til 6 år. Vi bor i hjertet af Næstved centrum, tæt på stationen, Herlufsholmskoven og alle de kulturelle tilbud Næstved kommune tilbyder.

Institutionen har til huse i en gammel villa fra 1913, der emmer af ro, nærvær og hygge. Vi har en børnegruppe på ca. 55 børn, fordelt på en vuggestuegruppe og to børnehavegrupper.

Mariehusets medarbejdere består af en god kombination af både nyuddannede og mere erfarne medarbejdere. Kendetegnet ved gruppen er, at de er meget ambitiøse på børnenes vegne og er nysgerrige på en udviklende dagsorden.

I Mariehuset arbejder vi målrettet på at skabe gode relationer til det enkelte barn, så de føler sig set, hørt og forstået. Vores mål er at gøre børnene klar til at blive sendt videre ud i livet. Vi finder det vigtigt at udvise tolerance, accept og respekt og rumme alles forskelligheder.

Vi ønsker at skabe trygge rammer for både børn, forældre og personale.

Vi skaber en struktureret og genkendelig hverdag, der giver plads til udvikling, nysgerrighed og lyst til at lege og være i positive børnefællesskaber med masser af læring.

Vi arbejder med læringsgrupper flere dage om ugen med forskellige fokuspunkter ud fra den styrkede pædagogiske læringsplan og Marte Meo's principper.

Vores stuer er indrettede i små legemiljøer, og vi har en hyggelig legeplads med plads til udfoldelse i de forskellige aldre.

Vi søger en leder, der er fagligt velfunderet og brænder for udviklingsprocesser, som understøtter det gode børneliv, børnefælleskaber og læringsmiljøer – og som kan understøtte den gode udvikling Mariehuset er i. Er det dig, så vil du være et godt match til vores lederstilling.

I Næstved Kommune er der områdeledelse, og Mariehuset er en del af Dagtilbudsområde Vest, som består af 13 institutioner, som geografisk placerer sig i både by og på land.

I Området arbejder vi professionelt med klare målsætninger for det pædagogiske arbejde ud fra et defineret læringssyn, med udgangspunkt i Næstved Kommunes og Område Vests prioriterede indsatsområder.

I Vest er vi særligt optagede af:

  • Kontinuerligt at udvikle vores arbejde med den styrkede læreplan
  • At alle har kendskab til Marte Meo og Nussa metoden
  • At udvikle læringsmiljøet løbende, så alle børn trives, lærer og udvikler sig
  • Hverdagspædagogikkens betydning

Vi søger en leder som:

  • Er pædagogisk uddannet og har en bred viden inden for dagtilbudsområdet, som du vil anvende bredt, både i eget hus og området
  • Kan arbejde målrettet med kerneopgaven og arbejdsfællesskabet, så det understøtter en reflekterende praksis
  • Kan videreudvikle det faglige niveau og de pædagogiske rammer i institutionen sammen med medarbejderne, med afsæt i de nationale, kommunale og områdets pejlemærker
  • Har en tydelig ledelsesstil, god energi, er løsningsorienteret, skaber motivation og går forrest
  • Forstår betydningen af god kommunikation med børn, forældre, medarbejdere og lederkollegaer, samt tværfaglige samarbejdspartnere
  • Er aktiv i områdets lederteam, og bidrage til at styrke og udvikle den pædagogiske kvalitet i området
  • Vil indgå i et nært, forpligtende og transparent samarbejde med leder Buddy
  • Vil relevant faglig udvikling

Som daglig leder er dine opgaver:

  • Den daglige pædagogiske ledelse
  • Den daglige personaleledelse
  • Det daglige forældresamarbejde
  • Budgetansvar for husets vikar- og aktivitetsbudget
  • At du prioriterer aktiv deltagelse i udviklingen af området og institutionen

Du kan se job- og personprofil her.

Går du med overvejelser om at blive leder, skal du ikke holde dig tilbage med at søge, da vi tilbyder god hjælp fra et stærkt lederkollega team – vi gør meget ud af at hjælpe hinanden, så alle opnår bedst mulige resultater, for børnenes bedste.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist den 12. juni 2025.

Ansættelsessamtaler afholdes af to gange, som gennemføres den 17. juni fra kl. 15 og den 23. juni fra kl. 13.

Tiltrædelse den 1. august 2025, eller snarest derefter.

Vil du vide mere eller har du spørgsmål, eller ønske om at komme på besøg i institutionen, skal du kontakte Maiken Højgaard Toftholm, områdeleder på tlf. 29 10 43 02.

Relevant uddannelsesbevis skal vedhæftes.

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation og uddannelsesbevis elektronisk via ansøgerknappen ”Ansøg”.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Om Næstved Kommune
Vi er Sjællands mest erhvervsvenlige kommune. Vi er en kommune i vækst og med fokus på styrke sammenhæng mellem natur, by og vand. Vi løser opgaver inden for sundhed, børn- og unge, kultur og fritid, erhverv, borgerservice samt arbejdsmarked. Vi er flere end 7.000 medarbejdere, og vi har en ambitiøs målsætning om at blive Danmarks mest attraktive offentlige arbejdsplads. Vi arbejder derfor målrettet med god ledelse, fleksibilitet og et godt psykisk arbejdsmiljø for at skabe gode betingelser for vores arbejdsliv. Når du arbejder hos os, får du mulighed for at gøre en forskel og have indflydelse på det gode arbejdsliv. Vi værdsætter mangfoldighed og de bidrag, vi hver især bringer til arbejdspladsen. Du kan få mere information om os på vores hjemmeside, Facebook og LinkedIn.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex