Den ene af Trente Mølles naturvejledere har valgt at nyde sit otium efter 27 år på Trente Mølle. Det har været en fornøjelse. Vi søger derfor en ny kollega, der har lyst til at være naturvejleder på en naturskole, hvor der er højt til loftet og plads til at udfolde sig selv og egne ideer.

Vi søger en person med en bred biologifaglig viden og interesse, for hvem formidling er en livsstil og som har mod på formidling til de mindste børn såvel som i kurser for voksne.

Du kan indgå som en holdspiller i udviklingen af den selvejende institution Trente Mølle S/I, der arbejder med en bred palette af aktiviteter inden for naturvejledning og friluftsliv, lokalt som regionalt og nationalt.

Udvikling har høj prioritet på Trente Mølle. Det gælder både i det små med f.eks. undervisningsforløb og events og på den store klinge med f.eks. bookenshelter, naturvejlederuddannelsen og Geopark Det Sydfynske Øhav. Så du er en person, der trives i en foranderlig hverdag, samt har et øje for, at Trente Mølle også er en virksomhed, der skal have sorte tal på bundlinjen.

Så godt nok er det lidt af en floskel, men det er bestemt en fordel, at du er i stand til at jonglere med mange bolde i luften på en gang, kan bevare overblikket og arbejde selvstændigt. Organisatorisk talent og administrativ flair er en fordel, da der i stillingen også indgår administrativt arbejde, fra mails til PR og fondsansøgninger, så du skal bestemt heller ikke være uden talent foran en computer.

Det er ikke et krav, at man er naturvejleder, men et krav at man har lyst til at blive det.

Partnerskaber og projekter i samarbejde med et hav af forskellige foreninger, institutioner og kommunens forvaltninger er essentielt for Trente Mølle, så du skal være indstillet på at kunne omgås mange forskellige mennesker og indgå i mange forskellige sammenhænge, og du evner at være i dialog med omverdenen og er dygtig til at opbygge og vedligeholde relationer til eksisterende samarbejdspartnere såvel som potentielle eksterne samarbejdspartnere. Til gengæld finder vi helt sikkert også plads til dig og dine ideer.

Da vi er et lille sted, hjælper vi hinanden, når det brænder på. Så du vil helt sikkert også blive kastet ud i håndklædevask, telefonpasning, oprydning m.m.

Stillingen er en fuldtidsstilling (med fleksible arbejdstider og der vil forekomme weekend- og aftenarbejde), som vi ønsker besat senest den 1. september 2025.

Du skal have gyldigt kørekort.

Løn efter kvalifikationer.

Ansøgningsfristen er mandag den 16. juni 2025.
Samtaler vil finde sted på Trente Mølle onsdag den 25. juni 2025.

Du kan læse mere om Trente Mølle, og hvad vi står for, på vores hjemmeside, www.trente.dk (men der er også meget, der ikke står der). Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller evt. kigge forbi for en snak. Ring på tlf. 6268 1979 og spørg efter Tue.

Trente Mølle Naturskole ligger på Trentevej 7 i Ny Stenderup ved Broby.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex