Teamleder til koncernjura på Roskilde Universitet
Koncernjura
Roskilde Universitet har besluttet at samle en række juridiske opgaver i et samlet team, Koncernjura, for at sikre sammenhængene i det tværgående juridiske arbejde i administrationen og styrke den juridiske understøttelse af vores faglige miljøer på universitetet.
Der er tale om en bred vifte af opgaver inden for institutionsjura, kontraktjura, forskningssikkerhed og vores valgkontor, som skal løftes med forståelse for universitetets kerneområder og med en løsningsorienteret juridisk vejledning og legalitetskontrol. Samlet set er følgende opgaver forankret i Koncernjura:
- Generelle juridiske opgaver som styrelsesforhold, vedtægt, forretningsordener og support til udvalg og nævn på tværs af Roskilde Universitet
- Håndtering af diverse juridiske spørgsmål, aktindsigtsanmodninger samt juridisk bistand i krisesituationer
- Juridisk godkendelse af forskningskontrakter og andre samarbejdsaftaler
- Overordnet ansvar for at sikre universitetets håndtering af de tiltag, der skal beskytte forskningsressourcer og sikre compliance ift. de såkaldte URIS-retningslinjer, herunder udrulning af og kontrol med tiltag og awareness
- Medvirke til risikovurderinger ved ansættelser og samarbejdsaftaler fra risikolande samt tovholder på eksportkontrol-regler og dual-use vurderinger
- Håndtering af ordinære valg og suppleringsvalg til universitetets bestyrelse, råd og udvalg, herunder såvel den praktiske håndtering som kommunikation og afklaring af juridiske spørgsmål ifm. valghandling og opgørelse af resultater.
En række juridiske opgaver i forhold til uddannelsesjura, indkøb og personalejura samt understøttelsen af studienævn er forankret i de respektive faglige enheder på universitetet, ligesom URIS-samarbejdet foregår i samspil med de øvrige tværgående funktioner, der har et ansvar for egne processer (teknisk/digital sikkerhed, rekruttering mv).
Ansvarsområder og opgaver
Som teamleder for Koncernjura har du ansvar for tilrettelæggelse og prioritering af enhedens arbejde og udvikling inden for det koncernjuridiske ansvarsområde. Du er ansvarlig for den daglige ledelse af enheden, som i dag omfatter 4 medarbejdere.
Du skal kunne se en spændende udfordring i at udvikle en stadig bedre og mere effektiv løsning af universitetets mange opgaver inden for koncernjura og forskningssikkerhed, både med et strategisk sigte og med forståelse for de kerneopgaver, som er afhængig af en korrekt og rettidig juridisk understøttelse og legalitetskontrol i hverdagen. Din opgave bliver således at sikre korrekte juridiske vurderinger, sammenhæng og transparens på tværs af universitetet, fælles løsninger, helhedssyn og forståelse for forretningens behov og vilkår i opgaveløsningen.
Du vil inden for det første år blandt andet skulle arbejde med at få digitaliseret vores forskningskontrakter, så vores forskere kan få en let adgang til et korrekt aftalegrundlag til deres samarbejdsrelationer med forskningsfonde mv. Herudover er vi i gang med at implementere universitetets indsatser for at styrke sikkerheden for vores forskning, hvilket ligeledes er en prioriteret opgave i indeværende år.
Du vil opleve en arbejdsplads, hvor vi forventer — og giver plads til — at du og dine medarbejdere selv tager ansvar og initiativ. Det betyder samtidig, at du som teamleder skal sikre, at opgaverne løbende prioriteres, så der sker en rettidig og relevant udvikling og opdatering af opgaveporteføljen i tæt samspil med universitetets prioriteringer og behov.
Herudover skal opgaverne i enheden ses i sammenhæng med de generelle organisatoriske tiltag, der er forankret i RUC HR, så der sikres en synergi og sammenhæng, hvor det giver mening. Du skal derfor have et stærkt blik for de forskellige aktører og behov på hele universitetet og inddrage og indtænke det i enhedens arbejde for at sikre rammerne for forpligtende samarbejde med de øvrige enheder på Roskilde Universitet.
Enhedens medarbejdere er netop samlet under RUC HR, og du skal derfor være med til at sikre en ny forankring og samarbejde med det øvrige HR samt styrke og konsolidere Koncernjuras profil indadtil og udadtil. I HR sætter vi pris på, at samarbejdet både internt og eksternt præges af en uformel omgangstone og et godt kollegaskab, og at hverdagen både giver rum til faglig sparring og et godt grin. Du får et stort personligt ansvar og gode muligheder for at sætte dit præg på såvel den strategiske retning som din egen stilling.
Kvalifikationer og kompetencer
Du skal have en relevant juridisk uddannelse og stærke forvaltnings- og offentligretlige kompetencer, og gerne også et kendskab til kontraktjura, uddannelsesjura og de rammer, et universitet er underlagt som selvejende institution.
Vi lægger herudover vægt på følgende aspekter, som du opfylder en del af, men ikke nødvendigvis alle:
- Har erfaring med og interesserer dig for personaleledelse og kan med nærvær, retning og faglighed motivere og strukturere teamets arbejde med blik for både det daglige arbejde og den langsigtede udvikling
- Er dialogsøgende og kan understøtte den juridiske udvikling og legalitetskontrol på institutterne gennem gode samarbejdsrelationer med såvel ledere, medarbejdere som eksterne samarbejdspartnere
- Har indsigt i og forståelse for universitetets rammer som offentlig uddannelses- og forskningsinstitution — det være sig lovgivningsmæssigt, strukturelt som strategisk
- Har forståelse for de krav og hensyn der skal indgå i et løbende samarbejde med myndigheder og universitetets medarbejdere for at sikre vores forskning og vores medarbejdere fra utilsigtede hændelser
- Har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner og kan omsætte og formidle vores juridiske rammer og afgørelser på både dansk og engelsk.
Foruden ledelsesopgaven forventes du selv at være aktiv og løfte nogle af enhedens juridiske og sikkerhedsmæssige opgaver.
Det er en forventning, at du kan blive sikkerhedsgodkendt til at kunne indgå i URIS-samarbejdet med de danske myndigheder, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte vicedirektør for HR Miriam Skjalm Lissner (lissner@ruc.dk eller mobil 4234 1302). Du kan læse mere om Roskilde Universitet på: www.ruc.dk.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en ansættelse på fuld tid med reference til vicedirektør for HR Miriam Skjalm Lissner.
Ansættelse sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC eller anden relevant overenskomst. Stillingen er klassificeret som chefkonsulent med personaleansvar.
Forventet tiltrædelse er den 1. august 2025 eller snarest derefter.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfristen er 3. juni 2025.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 7.600 studerende, 900 ansatte og 900 mio. kr. i årlig omsætning.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex