Vil du arbejde i en udviklingsorienteret og ambitiøs organisation, hvor målet er at bringe sundhedsydelserne tættere på borgerne?

Motiveres du af at være en god sagsbehandler og være i et team der sætter samarbejde og arbejdsmiljø i højsædet, og hvor du indgår i et stærkt fagligt fællesskab med mange tværfaglige kontakter samt stor opmærksomhed og udvikling - så kan du roligt læse videre.

Velkommen til dit team
Som en del af Afregning- og controllerteamet kommer du til at fordybe dig i overenskomster og med at kontrollere og vurdere udbetalinger til regionens ca. 1200 ydere i praksissektoren, herunder til de alment praktiserende læger, fysioterapeuter, tandlæger, psykologer m.fl. for at sikre overholdelse af de gældende regler og aftaler.

Du har både øje for detaljen og det store overblik. Du kan sætte dig ind i forskellige regler og overenskomster på praksisområdet og formidle disse regler til kolleger og samarbejdspartnere på praksisområdet. Du er udadvendt, servicemindet og er i stand til at jonglere mellem forskellige store og små opgaver.

Du synes det er interessant at dykke ned i en overenskomst og forstå ydelsesbeskrivelserne i disse. Du kommer til at arbejde selvstændigt med afregning i et system (LUNA), som du vil blive oplært i. Opgaverne vil veksle mellem gentagen drift og udvikling.

Derudover foregår der et stort samarbejde med de øvrige regioner. Vi samarbejder om at harmonisere og validere afregning til praksisområderne, så vi opnår ensartet forvaltning regionerne imellem.

I Afregning- og controllerteamet undersøger vi sammenhænge og mønstre i de samlede udbetalinger på i alt 2,3 mia. kr. årligt.

Der venter dig mange spændende opgaver
Du får et spændende og udfordrende job i et engageret miljø, hvor der er gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Den daglige ledelse er lydhør og inddragende, og der er generelt en flad ledelsesstruktur. Du bliver en del af et team på 10 medarbejdere og en faglig koordinator. Teamet er præget af en uformel omgangstone og godt kollegaskab. Der er frihed i forhold til planlægning af opgaver, flekstidsordning samt mulighed for hjemmearbejde.

Af opgaver kan nævnes:

  • Sagsbehandling af regninger til praksissektoren
  • Telefonbetjening
  • Rådgivning og vejledning til samarbejdspartnere

Du vil komme til at arbejde i vores Afregning- og controllerteam, som er en del af Økonomiafdelingen, der også rummer to andre teams: Budget & Regnskab og Analyse & Data. Afdelingen ledes af økonomichefen, som du refererer til.

Vores forventninger til dig
Vi søger som udgangspunkt en kollega, der har en uddannelsesmæssig baggrund som for eksempel inden for økonomi, administrationsbachelor, controlling, kontorassistent, klinikassistent eller lægesekretær, men anden relevant uddannelse og erfaring vil også blive taget i betragtning.

Vi søger en kollega, der:

  • Trives i en politisk styret organisation
  • Har overblik, er analytisk stærk, struktureret og har lyst til at grave sig ned i enkeltsager
  • Fremstår kompetent og troværdig i mødet med vores mange interessenter
  • Er en teamplayer, der er nytænkende og har lyst til faglig sparring og vidensdeling
  • Opsøger samarbejdet og fungerer godt i et team, også når der er korte deadlines.
  • Gerne har kendskab til Excel og LUNA, da begge værktøjer indgår i vores daglige arbejde – det er en fordel, men ikke et krav

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. frokost og flekstidsordning og ønskes besat pr. 1. august 2025.

Ansættelsen finder sted i Det Nære Sundhedsvæsen, og det primære arbejdssted er Regionshuset, Alléen 15, 4180 Sorø. Der kan forekomme aktivitet på andre matrikler.

Der er gode parkeringsforhold, kantineordning, frugtordning og regelmæssig togdrift til København og Fyn. Derudover har vi også en personaleforening, hvor der bl.a. er tilknyttet en motionsklub.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Vil du gøre karriere hos os

Send os din ansøgning og relevante dokumenter senest den 12. juni 2025

Vi forventer, at første samtalerunde afvikles 17. juni 2025.
Anden samtalerunde forventes afviklet den 23. juni 2025.

Kontakt os gerne
Har du lyst til at høre mere om stillingen, så kontakt gerne Økonomichef Michael Ballegaard på mail mibal@regionsjaelland.dk, hvorefter du vil blive ringet op.

Om Det Nære Sundhedsvæsen
Det Nære Sundhedsvæsen har ansvaret for en stor del af regionens sundhedsbehandling uden for sygehusene og driver en række kliniske funktioner: lægevagten, nærklinikkerne, sæsonvaccinationer, special- og regionstandplejen samt eHospitalet. Virksomheden har myndighedsansvar for hele praksissektoren, som består af 1.200 private aktører, der samlet set leverer knap 15 millioner ydelser årligt.

Vi har som ambition at skabe større sammenhæng for borgerne i et sundhedsvæsen, hvor ydelserne rykker tættere på borgerne og i stigende grad ud i eget hjem. Dette sker i et tæt samarbejde på tværs af faggrænser og sektorer.
Vi ser os selv som ambitiøse og modige og har viljen til at blive endnu bedre – hver dag. Derfor går vi målrettet efter fagligt kompetente og udviklingsorienterede medarbejdere, som i fællesskab bidrager til nytænkning og forbedringer til gavn for borgerne.

Det Nære Sundhedsvæsen har aktiviteter på flere matrikler, herunder i Regionshuset i Sorø og i Næstved.

Mere viden om Det Nære Sundhedsvæsen
Af supplerende relevant information, opfordres du til at orientere dig i dette materiale, der danner baggrunden for DNS’ vision:

Derudover kan du også se mere her:

Om Region Sjælland
Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 21.000 medarbejdere og et budget på 23 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex