Enhedslisten søger en souschef
Enhedslisten søger en souschef
Enhedslistens folketingsgruppe søger en souschef til vores sekretariat på Christiansborg med start den 1. august. Du vil være en central del af ledelsen af et sekretariat med 23 dygtige og engagerede medarbejdere, der yder faglig, politisk, pressemæssig og organisatorisk bistand til Enhedslistens 9 folketingsmedlemmer.
Du refererer til sekretariatslederen for folketingssekretariatet og indgår i et ledelsesteam på i alt fire personer. Du vil indgå i et tæt samarbejde med sekretariatslederen om den daglige ledelse af arbejdspladsen, herunder om personaleledelsen.
Du skal være med til at sikre fremdrift og skabe gode rammer for arbejdet i et travlt politisk sekretariat med fokus på progressive politiske forandringer. Vi er en politisk engageret og travl arbejdsplads med et tæt samarbejde mellem ansatte og folketingsmedlemmer.
Arbejdsopgaverne:
Som souschef vil du arbejde tæt sammen med sekretariatslederen og løbende koordinere opgavefordelingen imellem jer. Opgaverne omfatter blandt andet:
· Bidrage til personaleledelsen i sekretariatet
· Implementere folketingsgruppens prioriteringer
· Sikre et godt arbejdsmiljø, herunder stressforebyggelse og gode beslutningsgange
· Kort- og langsigtet udvikling af sekretariatet som arbejdsplads
· Understøtte personlig og faglig kompetenceudvikling for de ansatte
· Stå for konkret projektledelse og tværfaglige samarbejder.
Dine kvalifikationer
- Du har gerne erfaring med personale- eller teamledelse og brænder for at lede vidensarbejdere gennem en åben og inddragende stil.
- Du har forståelse for at løse organisatoriske problemstillinger på en arbejdsplads.
- Du har relevant erfaring med projektledelse og er ikke bange for selv at trække i arbejdstøjet, når der er brug for det
- Du trives i en omskiftelig hverdag, hvor du skal tilpasse dig, når opgaverne ændrer sig.
- Du har erfaring fra en politisk styret organisation
- Kendskab til Enhedslistens organisation og politik er et plus.
Arbejdspladsen
De daglige arbejdsopgaver på Christiansborg er i høj grad præget af rytmen i det parlamentariske arbejde i Folketinget, hvilket ofte betyder en uforudsigelig og travl arbejdsdag. Du skal være indstillet på at der er en del overarbejde samt aften- og weekendarbejde, som dog afspadseres 1:1 i de mindre travle perioder af folketingsåret.
Alle ansatte har samme løn og arbejdsvilkår og vores enhedsløn er pt. 40.089 kr. pr. md. for 37 timer pr. uge. Enhedslisten har en pensionsordning, der følger CO-Industris overenskomst, hvilket pt. betyder 11%/4%. Dertil kommer en fritvalgsordning på 9%. Det forudsættes, at du ved ansættelsen er eller bliver medlem af Enhedslisten.
Der lægges i ansættelsespolitikken vægt på at fremme ligestilling i forhold til køn og etniske grupper, ligesom Enhedslisten giver fortrinsret til jobsamtale til ansøgere med funktionsnedsættelse. Det betyder at, hvis der blandt de bedst kvalificerede er personer med funktionsnedsættelse, skal vedkommende indkaldes til en samtale.
Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte sekretariatsleder Jon Burgwald (jon.burgwald@ft.dk, 61 62 54 08), tillidsrepræsentant Lotte Thurøe Andersen (lotte.andersen@ft.dk, 61 62 50 89) eller gruppeformand Peder Hvelplund (peder.hvelplund@ft.dk, 33 37 50 11)
Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 14.6. og skal sendes til jobenhedslisten@ft.dk med emnefeltet ”souschef”. Samtaler afholdes i uge 25.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex