Vil du være vores nye kollega? Vil du være tæt på beslutningsprocesserne i en stor organisation og have en central rolle i såvel drifts- som udviklingsopgaver tæt på direktion og afdelingsledelser på Esbjerg Sygehus og Grindsted Sygehus?

Søger du en bred opgaveportefølje, og er du analytisk, trives med data og tal?

Så vil vi gerne have dig som ny kollega i planlægningsteamet med ansættelse fra den 1. september 2025.

Vores gode kollega flytter mod øst, og derfor søger vi en ny dygtig kollega til vores team, der bistår sygehusets afdelingsledelser og direktion med solid økonomistyring, data, planlægnings- og udviklingsopgaver samt strategisk ledelsesbetjening. Med oprettelsen af de nye sundhedsråd vil opgaverne også komme til at indeholde politisk betjening.

Om jobbet:
Planlægningsteamet løser en række forskelligartede opgaver og har bl.a. til opgave at udarbejde analyser og beslutningsgrundlag for sygehusets direktion, betjene sygehusets afdelinger og bidrage til opgaver på sundhedsområdet i Region Syddanmark.

En typisk arbejdsdag kan bestå i at lave økonomiopfølgning sammen med en afdeling og drøfte, hvordan afdelingen håndterer deres økonomi i lyset af den aktuelle situation. Du vil nemlig blive kontaktperson for udvalgte afdelinger. Det kan også være, at du arbejder på et strategisk oplæg om kapacitet eller udvalgte patientforløb, da du vil blive involveret i såvel sagsbehandling som projektarbejde. Vi udarbejder også diverse analyser og ledelsesinformation, så du kan også være dybt begravet i data, eller måske er du involveret i en anlægssag.

Du vil med andre ord få en central placering i organisationen med en bred berøringsflade i både de administrative stabe på sygehuset og på tværs af sygehusets afdelinger. Derfor er det vigtigt, at du evner at agere i en tværfaglig organisation og kan skabe gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.

Forventninger til dig:
Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse som f.eks. cand.scient.pol., cand.oecon., cand.polit., cand. merc. og har erfaring med ledelsesbetjening, planlægningsopgaver, dataanalyse og økonomi i en offentlig sammenhæng. Du kan også være nyuddannet. Hvis du er nyuddannet, tager vi hånd om at give dig en ekstra god introduktion til dit første job.

Du skal være samarbejdsorienteret og have gode kommunikative evner, herunder kunne formidle komplicerede problemstillinger og økonomiske nøgletal på en let og overskuelig måde. Du skal have solide planlægnings- og datakompetencer og være garant for rettidige leverancer til både afdelingsledelser, direktion og region. Som person har du gennemslagskraft, og er målrettet. Du løser opgaver med en høj kvalitet, så vi sammen lykkes med at sætte patienten først.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • er selvstændig, og arbejder vedholdende og struktureret
  • bevarer overblikket uden at miste sansen for detaljen
  • er en empatisk og initiativrig holdspiller
  • er samarbejdsorienteret, og bidrager positivt i opgaveløsningen
Vi kan tilbyde:
Økonomi- og Planlægningsafdelingen er en stabsafdeling på Esbjerg Sygehus og Grindsted Sygehus. Afdelingen består af flere funktioner: Økonomi, Løn, Indkøb, Kørsel samt Planlægning. Vi er i alt 32 medarbejdere i afdelingen. Du vil blive en del af Planlægningsteamet med 7 medarbejdere.

I Planlægningsteamet har vi en afvekslende hverdag med meningsfulde opgaver. Vi sætter stor pris på samarbejdet med direktion, resten af huset, vores kolleger i afdelingen og hinanden. Vi lægger vægt på, at der er plads til godt humør og et smil på læben, selvom hverdagen kan være travl. Når du starter hos os, kan vi garantere, at du aldrig vil få to dage, som ligner hinanden. Vi kan desuden love, at du vil være med til at gøre en forskel for patienterne på sygehuset i samarbejde med engagerede kolleger.

Det er vigtigt for os, at du bliver klædt godt på til din nye stilling. Derfor sørger vi for, at du kommer igennem et individuelt tilrettelagt introduktionsprogram, som giver en grundig indføring i arbejdsopgaverne og de værktøjer, som vi anvender.

Om Esbjerg og Grindsted Sygehus:
Grundstenen i vores arbejde er devisen om "Patienten først" i alt, hvad vi gør.

Esbjerg og Grindsted Sygehus har et budget på ca. 2,3 mia. kr., og har hjemme på tre adresser, henholdsvis Esbjerg, Grindsted og Brørup. Sygehuset behandler patienter inden for næsten alle specialer såvel medicinske som kirurgiske. Opgaverne bliver bredere på sigt med udrulningen af Sundhedsstrukturreformen.

Esbjerg og Grindsted Sygehus har 340 sengepladser og omkring 3.000 ansatte. Årligt er der ca. 36.000 indlæggelser og omkring 400.000 ambulante besøg. Esbjerg og Grindsted Sygehus er i en rivende udvikling bl.a. åbnede sygehuset en kandidatuddannelse i medicin med studiestart i september 2022. Det er besluttet, at uddannelsen udvides med muligheden for at tage en bacheloruddannelse på sigt.

Løn og ansættelsesforhold:
Stillingen er 37 timer pr. uge, og din fysiske placering er på Esbjerg og Grindsted Sygehus i Esbjerg.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst på området.

Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Økonomi og Planlægningschef, Mette Nygaard tlf. 2159 8303 eller e-mail: meny@rsyd.dk eller Chefkonsulent Søren Knudsen tlf. 2484 9760 eller e-mail: Soeren.Knudsen@rsyd.dk.



Ansøgningsfrist Har ovenstående fanget din interesse, ser vi frem til at modtage din ansøgning vedlagt CV og eksamensbevis senest den 2. juni 2025. Vi forventer at afholde samtaler den 11. juni 2025.

Stillingen ønskes besat pr. den 1. september 2025.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex