Interesserer du dig for forskningsdata og for at omsætte komplekse tal til klar indsigt, og kan du arbejde analytisk og systematisk? Så er du måske den nye kollega, vi leder efter.

Hos Koncernenheden Forskning og Informationssikkerhed på Københavns Universitet (KU) søger vi en engageret fuldmægtig til teamet Fora og analyse. Her får du en vigtig rolle i at understøtte universitetsledelsen og fakulteterne med skarpe analyser og statistikker, tværgående udviklingsprojekter og policyudvikling.

Hvad tilbyder vi?

  • En spændende og fagligt udfordrende stilling i et dynamisk og uformelt universitetsmiljø med dygtige og engagerede kollegaer og samarbejdspartnere.
  • Gode muligheder for at præge dine arbejdsopgaver, både i forhold til prioritering og løsning.
  • Arbejdsplads i en smuk, historisk bygning i Nørregade, centralt i København, og mulighed for fleksibel arbejdstid og hjemmearbejde.
Hvad skal du lave mere konkret?

Dine hovedopgaver vil centrere sig omkring udarbejdelse, kvalitetssikring og formidling af forskningspolitiske analyser, forskningsstatistik samt effektmåling og evaluering.

Du kan forvente en varieret opgaveportefølje, der spænder fra hurtige dataudtræk, for eksempel omkring forskningsfinansiering, til mere dybdegående analyser af komplekse problemstillinger. Det kan for eksempel dreje sig om at belyse udfordringer inden for tiltrækning og fastholdelse af forskningstalenter, evaluere forskningens samfundsmæssige impact eller måle effekten af universitetets strategiske indsatser.

For at løse dine opgaver vil du trække på et bredt spektrum af kilder, herunder KU’s BI-system, CURIS (KU's platform til registrering af forskning og formidling på KU), Web of Science og SCOPUS, Universiteternes Statistiske Beredskab, Danmarks Statistik og EU-Kommissionens Funding and Tenders Portal, samt nationale og internationale rapporter. Du vil også skulle bidrage til at designe og implementere en systematisk indsamling og behandling af både kvalitative og kvantitative data internt på KU, og medvirke til at opbygge og vedligeholde et relevant statistisk beredskab inden for området.

Du vil få to nære kollegaer, der også arbejder med analyser, og du vil indgå i et bredere samarbejde omkring policy, udviklingsprojekter og betjening af ledelsen. Samarbejde og opgaveudvikling med analyseenheden i Rektoratets stab samt kolleger i fakultetsstabene, Campusadministrationerne, KU Økonomi og KU HR vil ligeledes være en naturlig del af din hverdag.

Hvem søger vi?

Vi leder efter dig, som:

  • Har interesse for/kendskab til nationale og internationale forskningsanalyser og statistik samt bibliometri.
  • Har en vis erfaring med at formidle komplekse data på en klar og forståelig måde til modtagere på forskellige niveauer.
  • Har god talforståelse og kan forholde dig kritisk til data.
  • Kan arbejde såvel selvstændigt som i tæt samarbejde med kollegaer med andre fagligheder
  • Besidder en relevant akademisk uddannelse, fx inden for samfundsvidenskaberne.
Derudover ser vi gerne, at du:

  • Arbejder struktureret og grundigt og er god til at balancere høj kvalitet med evnen til at levere til tiden.
  • Trives i en dynamisk hverdag, hvor opgaverne kan skifte karakter og indimellem kræver hurtig handling.
  • Er god til at samarbejde med kolleger fra andre fagområder.
  • Er serviceorienteret, fokuseret på at skabe resultater og har en god forståelse for at navigere i en stor og kompleks organisation.
Hvordan ansættes du?

Ansættelsen sker som fuldmægtig i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer.

Stillingen er en fast stilling med tiltrædelse den 1. august 2025 eller snarest muligt.

Ansøgningsfrist den 28. maj 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23 og uge 24.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Din ansøgning bilagt CV samt dokumentation for uddannelse skal sendes elektronisk via http://jobportal.ku.dk/tap/ (tryk på linket "Send ansøgning" nederst i opslaget).

Hvis du vil vide mere?

Kontakt kontorchef Poul Schjørring poul.schjorring@adm.ku.dk, tlf. 26715136 eller koordinator for fora- og analyseteamet, chefkonsulent Pia Fredberg Nielsen pfni@adm.ku.dk, tlf. 35332146.

Egen bil:
Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex