Eksternt lektorat i japansk sprog (3-årigt)
Om Instituttet og fagene
På ToRS arbejdes der med sprog, historie, samfund og kultur, først og fremmest i verdenen uden for Vesteuropa og USA. Tværkulturelle kompetencer og viden om kompleksiteten i verdenssamfundet er af stor vigtighed for instituttets arbejde i Danmark og den større globaliserede verden – politisk, samfundsmæssigt, økonomisk og kulturelt. Yderligere oplysninger om instituttet findes her: http://tors.ku.dk/.
Undervisningen er knyttet til sprogfag på bachelor- og kandidatuddannelserne på japansk samt på tilvalgsfaget i japansk for studerende, der er indskrevet ved den engelsksprogede bacheloruddannelse BSc in Business, Asian Language and Culture ved CBS.
Arbejdsopgaver
Stillingen som ekstern lektor er en deltidsstilling med henblik på selvstændig planlægning og varetagelse af undervisningsopgaver i samarbejde med afdelingens øvrige personale. Arbejdsopgaverne består primært af undervisning i sprog samt deltagelse i og/eller afholdelse af eksaminer knyttet til de enkelte sprogfag (herunder mundtlig sprogfærdighed, emne med sprog, Japanese Language etc.).
Dine kompetencer
Ansættelsen forudsætter relevant undervisningserfaring samt at ansøger har stærke kompetencer i japansk, dansk og engelsk. Ansøger forventes at kunne sætte sine didaktiske kompetencer i spil i forhold til de forskellige fag, der indgår i uddannelserne ved Japan Studier. Ikke mindst skal den eksterne lektor være i stand til selvstændigt at undervise i både receptive og kommunikative sprogfærdigheder på alle niveauer samt hjælpe med at afvikle udvalgte sprogeksaminer.
Kvalifikationskrav
Ansættelse som ekstern lektor forudsætter relevant kandidatniveau samt enten relevant praksiserfaring på højt niveau, der ikke er opnået gennem en universitær, videnskabelig ansættelse eller at kandidaten er ansat i en videnskabelig hovedstilling på et andet universitet.
Der vil i bedømmelsen og ansættelsen blive lagt betydelig vægt på erhvervsmæssig erfaring med fagområderne og på undervisningsmæssige kvalifikationer opnået via undervisnings- og forelæsningserfaring på universitetsniveau i det specifikke fag.
Ansættelsesforhold
Ansættelse som ekstern lektor sker efter Cirkulære om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteterne samt cirkulære om timeløn eller overenskomst for studenterundervisere ved universiteter mv.
Det konkrete timetal fastsættes forud for hvert semester og aflønnes med en timeløn på 304,59 kr. (april 2025 niveau). Forberedelse af undervisning aflønnes med 2½ time pr. konfrontationstime.
Ansættelsesstart: 1. september 2025.
Yderligere oplysninger
Spørgsmål til stillingen kan rettes til studieleder Jesper Nielsen (jnielsen@hum.ku.dk)
Ansøgning mv.
Ansøgning skal sendes via hjemmesiden http://jobportal.ku.dk/ (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget), så den er universitetet i hænde senest 20. maj 2025.
Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex